Storordre fra DONG er lyset midt i krisen

Frederikshavnerfirmaet Connect2you.dk har netop indgået en kontrakt med DONG Energy, der betyder, at virksomheden skal levere alt hjemme-pc-udstyr til de 5500 ansatte

Hos Connect2you i Skippergade er det svært at få armene ned Foto: Carl Th. Poulsen

Hos Connect2you i Skippergade er det svært at få armene ned Foto: Carl Th. Poulsen

De fleste Frederikshavnere ved, hvor DataXperten holder til - lige over for den gamle rutebilstation. Men de færreste er formentlig klar over, hvad der egentlig sker på 1.salens kontorer. Her residerer Svend Erik Fuglsang og han faste stok og her tænkes der ud af boksen, for som Svend Erik Fuglsang selv udtrykker det: - Vi kan jo ikke leve af at blive ved med at klippe hinanden her i Frederikshavn. Derfor udfordrede Fuglsang sig selv og sit firma for fire år siden ved at gøre det klar til at byde ind på Frederikshavn Kommunes pc-ordning til de ansatte. Dengang valgte kommunen dog - uden at byde ham med - at lægge ordren uden for kommunen. En fremgangsmåde, som Svend Erik Fuglsang gang på gang er stødt på med lokale institutioner og virksomheder. Tilsyneladende er det finere, at få firmaer uden for det lokale miljø til at levere. - Jeg undrer mig, for hvis alle gør det på den måde, så er det kun saksen og hårklipningen, der bliver tilbage i vores område, siger Svend Erik Fuglsang. Men som gammel sportsmand opgiver man jo ikke ævred på grund af sådanne tildragelser og ej heller skattereform-udspil, finanskriser og askeskyer. De kan gøre tilværelsen vanskeligere. De kan gøre det næsten umuligt at øjne lyset for enden af tunnelen, men: Kæmper til det sidste - Ingen sejr er tabt før det ternede flag er gået ned for løbet, lyder meldingen fra 1. salen i Skippergade. Så Fuglsang selv har måtte tænke ud af boksen - finde løsninger, som andre ikke har formået og skaffe sig partnerskaber, der kan åbne døre. Og det er lykkedes. I regi af firmaet Connect2you har han formået at træde ind i et tæt parløb med TDC omkring hjemmepc-ordninger, hvor TDC’s sælgere skaber kundekontakten og Svend Erik Fuglsangs firma ruller projektet ud. Og det er netop qua dette samarbejde, at Connect2you har fået storordren fra DONG Energy. Professionelle aktører I den her branchen får man intet forærende, men Svend Erik Fuglsang er fuld af lovord over DONG Energys meget professionelle tilgang til udbyderne. - De har simpelthen valgt at kigge på det, der tilbydes og har udfra det valgte den leverandør, der lever op til deres krav. - Jeg er selvfølgelig lykkelig over, at det blev os i Frederikshavn, der i kamp med store landsdækkende firmaer, kunne trække ordren hjem, siger Svend Erik Fuglesang. Med afsæt i historikken for virksomheden seneste personaletilbud efter Bruttolønordningen forventer han at ordren vil indeholde en omsætning på op mod 18 millioner kroner, men desuden er det en blåstempling af det lille firma, som kender kundens ønsker og som hurtigt tilretter sig de krav, der stilles. Lokaler i Høje Tåstrup Med underskriften på ordren har Svend Erik Fuglsang allerede erhvervet sig lager- og kontorlokaler i Høje Tåstrup, hvor der også skal formeres en supportafdeling. - I dag ligger 80 procent af vores omsætning hos kunder på Sjælland og Fyn og med de nye lokaler i Høje Tåstrup kan vi enklere, hurtigere og frem for alt billigere servicere dem, siger Svend Erik Fuglsang. Det er faktisk snart tre år siden samarbejdet med TDC blev indledt, men det har i en lang periode været en knubbet vej at gå på. Finanskrisen betød at en stor udrulningsplan måtte stoppes. Virksomhederne havde simpelthen ikke overskud til det under markedets hårde vilkår. Skattereform og askesky Så barslede regeringen med en skattereform, hvor der blev sået tvivl om muligheden for hjemme-pc-ordningerne. Det kostede en ny ordreportefølje på over 10 millioner. Og for at føje spe til spot så betød en askesky over Island at en udrulningsplan for en hjemme-pc-ordning til adskillige millioner måtte stoppes i 11 time, fordi flyene stod på jorden og der ingen indtjening var i en periode. - Finansiering i krisetider er absolut svært at skaffe, men her har vi mødt en tillid i vort lokale pengeinstitut Jyske Bank, som har været helt afgørende for os, siger Svend Erik Fuglsang. - Nu øjner vi så lyset og glæder os til at komme i gang med det store projekt med DONG Energy og deres mange ansatte, siger Svend Erik Fuglsang. Glæden vil dog blive endnu større, hvis den lokale opbakning også begynder at vise sig. - Jeg håber da, at kommunen tænker lokalt, næste gang de skal købe ind, lyder meldingen fra 1. sal på Skippergade.