Storsejr til Biersted

Biersted vandt hjemmekampen i serie 3 mod Aabybro med 7-2.

Begge hold har stadig meget at spille for: Biersted er med i oprykningskampen, mens AaIF er voldsomt involveret i nedrykningsdramaet. Lige fra kampens start fremstod det tydeligt, at der er niveauforskel på top og bund i serie 3. Biersted havde overtaget fra start til slut og det stod hurtigt klart at det kun var et spørgsmål om sejrens størrelse. Retfærdigvis skal nævnes at AaIF for tiden er hårdt ramt af skader. Indenfor de første minutter havde Biersted tre kæmpe chancer til Søren Selvejer og Lars Elsberg, men efter 10 minutter fik de hul på bylden, da Rasmus Simonsen scorede til 1-0. Fem minutter senere øgede Søren Selvejer til 2-0 på hovedstød og i det 20. minut blev der begået straffespark imod Rasmus Simonsen. Lars Elsberg scorede efterfølgende til 3-0. Jacob Larsen scorede Biersteds sidste mål i 1. halvleg til 4-0, inden AaIF fik reduceret til 4-1. 2. halvleg fortsatte på samme måde med hjemmeholdet i teten og producerende et hav af chancer. Det første mål faldt efter 55 minutter, da Michael Esbjerg scorede til 5-1 efter klumpspil. 10 minutter senere øgede Søren Selvejer til 6-1, inden AaIF reducerede til 6-2. I slutfasen sluttede Lars Elsberg målfesten af med scoringen til 7-2. Selvom det blev til en overbevisende sejr var træner Thomas Pedersen ikke helt tilfreds. - Vi faldt mærkbart i niveau i løbet af kampen, men til spillernes undskyldning skal nævnes de svære vejr- og baneforhold, siger træneren. Holdets skæbne i toppen afgøres sandsynligvis på lørdag, når Biersted skal på besøg i Fjerritslev der topper rækken.