Storsejr til Fox i fremgang

FREDERIKSHAVN: - Det var jo nærmest et halvt islandsk landshold. Der var i hvert fald ikke meget nordvestjysk over det. Heine Eriksens mundvige begynder at pege den rigtige vej før sæsonstarten i Håndboldligaen på lørdag mod Viborg HK. Lørdag hentede Fox Team Nord en storsejr på 34-23 over 1. divisionsholdet Team Tvis/Holstebro trods et par timers træning tidligere på dagen. - Det var en rigtig solid indsats efter en ellers meget, meget dårlig start, hvor vi kommer bagud med 0-3, fortæller Fox-træneren. - Det fortæller jo lidt om, hvordan vi ellers spillede resten af kampen. Han var ikke mindst ude med store roser til Anja Kristensen og svenske Hanna Larsson, der begge havde god gang i skudarmene fra deres backpladser. - Anja mangler stadig en smule skarphed i afslutningerne, men der er virkelig en væsentlig fremgang at spore hos hende fra kamp til kamp, konstaterer en tilfreds cheftræner. Anja Kristensen døjede i sidste sæson med en fingerskade, som også stadig volder hende både problemer og mange smerter, men den boldbegavede frederikshavner er ved at finde storformen gennem smertehelvedet. Søndag slutter Fox opladningen til sæsonstarten af med endnu en træningskamp mod Holstebro.toto