Hadsten

Storsejr til Sindal

Hadsten-Sindal IF16-32 (8-12) Håndbold, 1. division kvinder HADSTEN: På forhånd havde Sindal-træner Søren Brink udråbt Hadsten til et stærkt hjemmehold, men i så fald må vendelboerne stille med et meget stærkt udehold! - Jaeh, vi spillede i hvert fald en fantastisk anden halvleg. Efter at have kørt dem over rent fysisk i første halvleg, så kom vi efter fem minutter af anden halvleg med sådan et brag, forklarer han den udtalte klasseforskel på de to hold. Med sejren holder Sindal fast i placeringen som nummer fire i rækken med en tredieplads indenfor realistisk rækkevidde. Skjern er godt nok to point foran med én kamp færre, men også med udekampe mod begge tophold, HS Nord og Esbjerg, på deres resterende program. - Så det kan da lade sig gøre, hvis vi tager de fire kampe i træk, som jeg håber og tror på, siger Søren Brink efter at første akt af de fire blev en ubetinget succes. De næste tre runder gælder det Vidar Sønderborg hjemme, Hornbæk ude og Mønsted/Sparkjær hjemme, inden Esbjerg nok sætter en stopper for sejrsstimen. Ellers skal Lotte Mellergaard da fortsætte de takter, hun viste mod Hadsten. - Hun fik scoret ni mål efter nogle kampe, hvor hun ikke har scoret så meget, fremhæver Søren Brink sin storskytte. Ros var der også til klassekeeperen Hanne Frandsen, der med trænerens ord spillede "en helt fantastisk kamp".toto Kampfakta: Topscorere for Hadsten: Lotte Nielsen 3, Mette Sørensen 3, Lone Ibsen 3 og June Pedersen 3. Mål for Sindal: Lotte Mellergaard 9, Louise Andersen 4, Kristin Gudmundsdottir 4, Louise Simonsen 3, Anne Mette Stausholm 3, Pernille Kristensen 2, Stine Aaen 2, Pernille Andersen 2 og Anette Andersen 2. Udvisninger: Hadsten 2, Sindal 5. Dommere: Jan Lauridsen og Michael Claesen. Tilskuere: 75 i Hadsten-Hallen.