Storsejr til Thorup/Klim

THORUP:Thorup/Klim havde ikke de store problemer med at vinde hjemmekampen i serie 4 mod Arentsminde. 6-1 stod der på tavlen, da dommeren fløjtede af. - Vi havde godt styr på det hele. Jeg synes, vi var et langt bedre hold end Arentsminde, siger Tommy Christensen, træner for hjemmeholdet. Morten Olsen bragte Thorup/Klim foran 1-0 efter 20 minutter. Heino Christensen øgede til 2-0 efter godt en halv time. Hjemmeholdet kunne være kommet på 3-0, men et straffespark blev brændt. I stedet for fik Arentsminde reduceret til 1-2, da Steffen Henriksen scorede på straffespark. I anden halvleg fjernede Niels Arild Christensen enhver spænding, da han øgede til 3-1. Niels Beck scorde til 4-1 på et flot langskud. Heino Christensen og Michael Jacobsen sørgede for de to sidste scoringer. Sejren betyder, at Thorup/Klim fastholder andenpladsen. - Vi er i den situation, at vi selv kan afgøre om vi vil rykke op, siger træneren. På søndag skal holdet på udebane møde NUBI, mens Arentsminde får besøg af Vodskov.