Albanien

Stort ansvar på nyvalgt præsident

Fatmir Sejdiu får det ikke nemt. Som nyvalgt præsident for Kosovo får han en hovedrolle i de kommende forhandlinger mellem de etniske albanere og serbere om provinsens fremtid.

Han afløser den populære albanske leder Ibrahim Rugova, der døde i sidste måned. Knuden kan synes gordisk. Hovedparten af det albanske flertal vil ikke stille sig tilfreds med mindre end fuld selvstændighed, mens serberne i både Kosovo og selve Serbien finder uafhængigheden helt uacceptabel. Kosovo har siden 1999 været under FN-administration. Dén løsning kan ikke vare evigt,og det naturlige slutmål må være selvstændighed. Men det kan først ske, når kosovoserberne kan føle sig sikre på en retfærdig og sikker behandling.