Turisme

Stort badeland på campingplads

HVORUP KLIT: Pladsen skal have en omfattende renovering, og gæsterne skal i fremtiden more sig i et stort badeland. Det er planerne for de nye ejere af Hvorup Klit Camping, Kurt Lemvard, Tommy Jensen og Brian Hansen, som vil omdanne pladsen fra at være to-stjernet til at være fire-stjernet. I første omgang skal der bygges et badeland med lange glidebaner og en lang rutschebane. Badelandet skal være færdigt til sankthans, og gæsterne skal blandt andet have mulighed for at køre gennem et syv meter højt bjerg på den 90.000 kvadratmeter store campingplads. Efter sæsonen skal toilet- og badefaciliteter forbedres, og campingpladsen trænger generelt til en kærlig hånd, forklarer Kurt Lemvard. I løbet af et år eller to skal der opføres 40 hytter af høj standard, og der vil løbende ske en forbedring af faciliteterne. - Vi forventer at forøge antallet af overnatninger markant, når vi har gjort pladsen helt up-to-date, og den får en meget højere standard. Vi deler pladsen op, så der bliver en familieafdeling og en afdeling for unge. Pladsen er så stor, at det sagtens kan lade sig gøre, siger Kurt Lemvard, som i forvejen driver værtshuset Peter Bådsmand sammen med Tommy Jensen, der også er én af ejerne af Action House i Løkken. Den sidste ejer af campingpladsen, Brian Hansen, har tidligere forpagtet pladser i Løkken.