Redningsvæsen

Stort bødekrav efter dødsbrand

Anklageren lægger op til bøder på 10.000 kroner til indsatsleder og 150.000 til kommunen efter Kragskovhede-øvelse, der gik galt

FREDERIKSHAVN:Onsdag 16. juni klokken 9.30 starter retssagen mod de ansvarlige for den brandøvelse 11. september 2002 på statsfængslet Kragskovhede, hvor tre frivillige brandmænd omkom. På anklagebænken er indsatslederen fra øvelsen konstitueret beredskabschef Hans Jørgen Pedersen og Frederikshavn Kommune. De to parter vil blive krævet idømt bøder. 10.000 kroner i bøde til Hans Jørgen Pedersen og 150.000 kroner til Frederikshavn Kommune, der er brandmændenes arbejdsgiver. En af tilhørerne til retsmødet vil være Inger Bloksgaard fra Arbejdstilsynet, der har arbejdet i månedsvis på sagen, før den endelig blev sendt videre til politiet. Hun betegner bødekravene som store og mindes ikke, der nogensinde er krævet større bøder i sager om overtrædelse af arbejdsmiljøet, hvor det er første gang, der er sket lovovertrædelse. Hun nævner to nordjyske ulykker fra 1995. I den ene ulykke omkom to mennesker ved en eksplosionsbrand, da de var i færd med at rense tankene på et kemikalieskib, der lå til kaj i Frederikshavn. De brugte acetone under arbejdet og havde ikke tilstrækkelig instruktion forinden. Ulykken kom til at koste rengøringsfirmaet ISS 150.000 kroner i bøde. Ved en anden ulykke på Aalborg Havn måtte kranfirmaet Europakraner betale 75.000 kroner i bøde, fordi en af firmaets kraner væltede og klemte to mand til døde. Jurist Inger Bloksgaard forklarer, at bødekravene ikke bliver fastsat efter ulykkens omfang og tragiske udgang. Bødekravene bliver derimod fastsat efter, hvor groft arbejdsmiljøreglerne er tilsidesat, og om der er skærpende omstændigheder i selve tilsidesættelsen af reglerne. - Bødekravet er ikke afhængig af, om nogen dør, fastslår hun. Hvis hændelsesforløbet ved brandøvelsen på Kragskovhede Statsfængsel havde været akkurat det samme, og de tre brandmænd ikke var omkommet, men i stedet var blevet reddet ud, ville overtrædelserne af reglerne stadig været overtrådt og bødekravene i samme størrelsesorden. Retsmødet onsdag handler kun om selve ledelsen af brandøvelsen og drejer sig ikke om erstatning efter ulykken. De efterladte efter de tre omkomne frivillige brandmænd har i følge borgmester Erik Sørensen således allerede fået udbetalt erstatning igennem kommunens forsikringsselskab og gennem staten, der skulle betale arbejdskadedelen. - Kommunens ulykkesforsikring har udbetalt 621.500 kroner til hver af de tre brandmænds efterladte, forklarer borgmesteren, der ikke på nuværende tidspunkt har kunnet få oplysninger om, hvad staten har betalt for tabt forsørgerpligt m.v. - Man er ved at undersøge hos staten om erstatningsbeløbet skal offentliggøres, og det får jeg besked om i næste uge, forklarer borgmester Erik Sørensen