EMNER

Stort danse-show i Farsø

FARSØ:360 dansere på gulvet i Dronning Ingrid-hallerne på lørdag. Det er det syn, der venter tilskuerne til et storstilet danseshow, som de to piger Louise Hejlskov og Rikke Vangsgaard fra dansestudiet Powerhouse står bag. Det finder sted lørdag eftermiddag, og arrangørerne forventer, at der kommer et sted mellem 1000 og 1500 tilskuere til danseshowet. Louise Hejlskov, der står bag Powerhouse i Aars, begyndte for mindre end et år siden fra nærmest bar bund, og hun har sammen med partneren Rikke Vangs- gaard, der har sit dansestudie i Vejgaard ved Aalborg på meget kort tid formået at få interessen for dans til at vokse eksplosivt. Gennem hele vintersæsonen har Powerhouse således måttet sige nej til en masse danseglade mennesker, men det håber de to piger nu at råde bod på. I stedet for at stoppe nu og først begynde sæsonen efter dette års sommerferie, starter Powerhouse nye hold, der skal begynde efter påske. Danserne er lige fra tre til 40 år, og der kan så at sige danses alt det, man har lyst til. Der er naturligvis danse som latin og standard, men man kan som danser også prøve vingerne af inden for disco, streetdance og noget så eksotisk som mødre hip-hop... De to indehavere af Powerhouse har brugt en masse tid, energi og ikke mindst penge på at få det store danseshow til at hænge sammen, så hvis nogle har kunnet høre basken af sommerfuglevinger i de to pigers maver, er det ikke helt ved siden af. Showet slutter i øvrigt med et formodentligt imponerende syn: Samtlige 360 dansere på gulvet på samme tid.