Lokalpolitik

Stort flertal til VKO

Men Mogens Lykketoft & Co. rører nu på sig

KØBENHAVN:Bliver der valg i januar, tyder meget på, at Anders Fogh Rasmussen (V) fortsætter som statsminister i Danmark. Regeringen og Dansk Folkeparti sidder fortsat på flertallet i Folketinget - men tilsyneladende ikke helt lige så godt og trygt, som den gjorde for en måned siden. En ny meningsmåling, som Catinét Research har foretaget for Ritzau, giver 93 mandater til Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti - og det er en tilbagegang på tre mandater i forhold til sidste måned. Både Socialdemokraterne og De Radikale går frem sammenlignet med novembers tal, men da Enhedslisten ifølge målingen ikke kommer over spærregrænsen på to procent, kan de to tidligere regeringspartier sammen med SF kun mønstre tilsammen 78 mandater. Dermed giver vælgerne Anders Fogh Rasmussen (V) fire år mere som statsminister. Socialdemokraterne er dog efter en længere periode med krise i meningsmålingerne på vej frem mod valgresultatet fra 2001. Partiet beholder med 28,9 procent af stemmerne sine nuværende 52 mandater i Folketinget. I en tilsvarende måling i sidste måned fik det gamle arbejderparti kun 27,3 procent af stemmerne, og dermed klatrer Mogens Lykketoft & Co. ifølge meningsmålingen op mod de 29,1 procent, som partiet fik i 2001. - Det svarer meget godt til min fornemmelse af de sidste par uger: Vi er ved at få bedre fat, og vi har været ude med nogle gode budskaber. Jeg fornemmer, at der er ved at komme hul igennem, siger Socialdemokraternes Pernille Blach Hansen. Det Radikale Venstre kan notere sig en beskeden fremgang i forhold til sidste måned, og partiet ligger fortsat pænt over valgresultatet fra 2001. Det betyder, at De Radikale med 7,4 procent af stemmerne ifølge målingen ville forvandle sine nuværende ni mandater i Folketinget til 14 af slagsen. Venstre taber to mandater i forhold til valget i 2001 og står til at få 54 mandater. Det store regeringsparti får dog stadig flere stemmer end rivalerne fra Socialdemokraterne. 29,7 procent af vælgerne sætter således kryds ved Venstre i målingen. De Konservative mister et enkelt mandat i forhold til 2001 og lander med 8,3 procent af stemmerne på 15 mandater. Dansk Folkeparti erobrer to mandater ekstra i forhold til partiets resultat fra 2001. Med 13,6 procent af stemmerne høster Pia Kjærsgaard 24 mandater mod 22 i dag. Kristendemokraterne står til at beholde sine fire mandater i Folketinget, og da oppositionsleder Mogens Lykketoft ikke skal regne med hjælp fra den kant i en evt. dronningerunde efter et folketingsvalg, ser tingene fortsat en del bedre ud for Anders Fogh Rasmussen end for rivalen Lykketoft. - Der er ingen tvivl om, at der er et stykke arbejde foran os. Men vi er optimistiske. Og så må vi sige, at målinger er usikre, og det eneste, der gælder, er et valgresultat, siger Pernille Blach Hansen. Hverken CD eller Minoritetspartiet bliver repræsenteret i Folketinget ifølge målingen, der er foretaget i dagene mellem 13. og 18. december. 1234 repræsentantivt udvalgte personer blev spurgt om deres holdning. Heraf var 15 procent i tvivl om partivalget. Catinét angiver usikkerheden i målingen til 2,6 procent. /ritzau/