Stort flertal vedtager Trumps nordamerikanske handelsaftale

Kun ti senatorer stemte torsdag imod den frihandelsaftale, som Trump er blevet enig med Mexico og Canada om.

Ifølge Mitch McConnell er den nye nordamerikanske frihandelsaftale mellem USA, Canada og Mexico en stor tværpolitisk sejr.

Ifølge Mitch McConnell er den nye nordamerikanske frihandelsaftale mellem USA, Canada og Mexico en stor tværpolitisk sejr.

WASHINGTON:Et stort flertal i Senatet har torsdag stemt for en ny nordamerikansk frihandelsaftale.

Efter en kort debat i Senatet stemte 89 senatorer for og kun ti imod den aftale, som USA, Canada og Mexico er blevet enige om.

Dermed mangler kun en vedtagelse i det canadiske parlament og en underskrift fra præsident Donald Trump, før aftalen kan erstatte Nafta-aftalen, der har været gældende siden 1994.

Vedtagelsen anses for at være den anden store vindersag for præsident Trump på blot to døgn.

Så sent som onsdag nåede Trump-administrationen således til enighed med Kina om at nedtrappe en ellers eskalerende handelskrig.

Donald Trump har længe været indædt modstander af Nafta-aftalen. Han har vedholdende hævdet, at den kostede tusindvis af amerikanske arbejdspladser.

En af de få, der stemte imod den nye aftale, var topdemokraten Chuck Schumer. Han kritiserer aftalen for ikke at nævne klimaforandringerne med et enkelt ord.

Han kunne dog ikke afværge vedtagelsen af aftalen.

Den nye aftale har fået navnet USA-Mexico-Canada-Aftalen (USMCA)

Det er uvist, hvornår det canadiske parlament skal stemme om aftalen. Det er dog ventet, at aftalen vil blive godkendt med et solidt flertal.

Således har de konservative parlamentsmedlemmer allerede annonceret, at de bakker op om aftalen, der er forhandlet på plads af premierminister Justin Trudeaus regering.

I USA glæder man sig allerede over vedtagelsen af en ny frihandelsaftale.

- I dag vil Senatet sende denne skelsættende aftale videre til præsidentens skrivebord. Det er en stor tværpolitisk sejr, siger Mitch McConnell, republikansk leder af Senatet, efter torsdagens afstemning.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.