Arkæologi

Stort fund: Jernalderlandsby

Nordjyllands Historiske Museum er i gang med en større udgravning ved Støvring

Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum har fundet flere jernaldergrave under en udgravning i Støvring Ådale. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum har fundet flere jernaldergrave under en udgravning i Støvring Ådale. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

STØVRING:Støvring udvides mod øst med nye boligkvarterer, og det har afsløret en jernalderlandsby. Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum har travlt med at færdiggøre udgravningen, som ifølge en pressemeddelelse fra museet bekræfter, at der har været bosættelser ved Støvring Ådalen i oldtiden.

- Hvis man spoler tiden tilbage til førromersk jernalder (500 f.Kr. til år 0), lå der en lille landsby bestående af tre til fire gårde i det område, der i dag ligger mellem Kronhjorten og Kærvej i det østlige Støvring, oplyser Nordjyllands Historiske Museum.

Arkæologerne har afdækket tre til fire gårde hver bestående af et hovedhus, et såkaldt treskibet langhus, samt en eller to mindre bygninger, der formodentlig har fungeret som økonomibygning af en art. Husene har været omgivet af et hegn, der har markeret selve gårdstoften.

- Sammenholdt med tidligere udgravninger tegner det et billede af, at der har været en mere eller mindre kontinuerlig bosættelse ved Støvring Ådale langt tilbage i tiden, og at selve landsbyen Støvring måske allerede blev grundlagt i den tidlige jernalder eller endnu tidligere, forklarer museumsinspektør Torben Sarauw.

Jernaldergravene indeholder blandt andet flere lerkar og spor efter jerngenstande. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Jernaldergravene indeholder blandt andet flere lerkar og spor efter jerngenstande. Foto: Nordjyllands Historiske Museum

Jernaldergrave

Fund af genstande i forbindelse med husene er ret få, men gravfund tæt derved tyder ifølge Torben Sarauw på, at landsbyen måske også har eksisteret op i de første århundreder efter vor tidsregning.

Kun 130 meter syd for landsbyen har arkæologerne nemlig lokaliseret en mindre gravplads med fire jordfæstegrave fra første århundrede e.Kr. Gravene var ret simple, og de var blot gravet cirka en halv meter ned.

Arkæologerne har ikke fundet mange spor efter de døde, men som det var datidens skik, har de fået flere lerkar med sig, som formodentlig har indeholdt mad og drikke.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst