Stort gennembrud for Skagen-opfinder

Efter flere års modvind får Poul Jakobsen nu lov til at vise, om hans opfindelse beskytter kysten, så godt, som han siger. Og så er der godt nyt på vej for gæster på stranden ved Gl. Skagen.

En nordjysk opfindelse med store muligheder på eksportmarkedet fik et gennembrud i går, da trafikminister Flemming Hansen (K) greb ind i sagen og på et møde mellem Skagen-opfinder Poul Jakobsen og Kystdirektoratet dikterede et stort forsøg med Poul Jakobsens omdiskuterede drænrør. - Det betyder, at jeg en gang for alle kan komme til at vise, at mit system virker. Der vil være tale om resultater, som alle parter er nødt til at respektere, siger Poul Jakobsen. Forsøget kommer til at strække sig over ti kilometer et sted på den jyske vestkyst - sandsynligvis ved Hvide Sande. Rørene sættes op på en seks kilometer lang strækning, mens en fire kilometer lang strækning uden rør skal bruges som sammenligningsgrundlag. Forsøget kommer til at koste godt en million kroner om året, som Kystdirektoratet betaler. Hidtil har Poul Jakobsen haft meget svært ved at få Kystdirektoratet til at acceptere opfindelsen og hans firma Skagen Innovation Center, SIC. Eksport-interesser Trafikminister Flemming Hansen er opmærksom på, at der står eksport-interesser på spil. - Vi laver løbende evalueringer af forsøget hvert halve år - og senere hvert hele år, så vi kan se virkningen. Det er det, vi har brug for som myndighed, og samtidig er det jo det, som virksomheden selvfølgelig har brug for for at kunne sælge deres produkter i hele verden. Det forstår vi godt, siger Flemming Hansen. Men aftalen om forsøget på Vestkysten var ikke det eneste Poul Jakobsen fik med sig fra mødet i går. Det blev nemlig også besluttet, at der skal laves et paper - det vil sige et videnskabeligt papir - på de resultater, som SIC har haft med et fem-årigt forsøg sydvest for Gl. Skagen. Opmålinger, som det rådgivende ingeniørfirma Carl Bro har lavet for SIC, har vist, at i det testområde, hvor rørene er gravet ned, er stranden bygget op. I et tilsvarende område - uden rør - er stranden til gengæld brudt ned i den samme fem-årige periode. Forskellen på de to områder er 63 centimeter. Kystdirektoratet skal nu se nærmere på resultaterne. - Vi har lovet Poul Jakobsen, at vi vil gå hjem og kigge på resultaterne, og det vil vi selvfølgelig gøre, siger direktør i Kystdirektoratet Jesper Holt Jensen. Direktøren oplyste efter mødet i går, at han nu ser frem til et positivt samarbejde med SIC. Et samarbejde, som Poul Jakobsen har efterlyst i mange år. Sand på stranden Poul Jakobsen håber, at direktoratets granskning af resultaterne fra forsøget sydvest for Gl. Skagen betyder, at SIC kan få lov til at genoptage tidligere forsøg fra den nordjyske del af vestkysten. Det gælder blandt andet Lønstrup og ikke mindst Gl. Skagen og den kendte strand ud for Solnedgangskiosken. Her har SIC tidligere med succes bygget en sandstrand op ved hjælp af drænrørene, men Kystdirektoratet skred ind og bad SIC fjerne rørene. Siden har havet igen gnavet sig ind på kysten, og sandet er vasket væk. - Vores resultater på kysten sydvest for Gl. Skagen taler for sig selv, og når de anerkendes, mener jeg ikke, at der kan være tvivl om, at vi får besked på at genetablere stranden ud for Gl. Skagen, siger Poul Jakobsen. Opfinderen fra Skagen mener, at NORDJYSKE's omtale af sagen og det politiske fod-arbejde, som ikke mindst Anita Knakkergaard (DF) har udført, har åbnet døre, efter at han i mange år har løbet panden mod myndighedernes mur. Anita Knakkergaard roste ministeren for at have grebet ind i sagen. - Jeg er enormt tilfreds med udbyttet i dag. Der er lavet en aftale om den strækning, som vi gerne ville have. Vi ved, at rørene virker, og forsøget betyder, at der for alvor kan komme gang i eksporten af rørene. Det er godt for Nordjylland, for vi kan godt bruge arbejdspladserne, men det er også godt for turismen, at der kommer gang i brugen af Poul Jakobsens system i Nordjylland, for vi ved også, at rørene giver bredere og bedre strande, siger Anita Knakkergaard.