Stort ledningskunstværk afsløret på AVV

Syv tons el-affald har dannet udgangspunkt for billedhugger Benthe Norheims ledningsgobelin

- Det har taget mig med storm. Det har ligesom fået sit eget liv og givet mig så meget tilbage. Sådan siger den norske billedhugger Benthe Norheim, Mygdal, hvis store ledningsgobelin i går blev afsløret i affaldsselskabet AVV’s foredragssal. Hun har arbejdet på gobelinen længe. AVV ønskede at få et kunstværk af kunstneren, og Benthe Norheim fik en rundvisning på stedet. Her blev hun fortabt i de mange ledninger, som hun synes symboliserer navlestrengen til vores civilisation. Hun fik syv tons el-affald at vælge imellem og ud af ledningerne har hun skabt en svævende gravid kvinde i et bølgende hav. Rundt omkring lyser små ”diamanter” lavet af afbøjningsspoler fra tv. Benthe Norheim har været den helt rigtige person at vælge til at lave et kunstværk til et affaldsselskab, for hun er helt bidt af affald og elsker at rode i og genbruge gamle ting. De fleste af Benthe Norheims skulpturer er lavet af beton, som er et materiale, hun kender ind og ud, så derfor har det været en stor udfordring at arbejde med nye materialer. - Men det er dejligt. Som kunstner skal man altid gå et skridt længere end sidste gang ellers er det ikke noget ved, siger Benthe Norheim. Hun forbereder sig nu til en særudstilling på Vendsyssel Kunstmuseum til næste år.