Stort nederlag til BBC's jyllandsserie

BRØNDERSLEV:Brønderslev Badminton Club fik den værst mulige start på nedrykningsspillet i Jyllandsserien, idet holdet tabte til ABC Aalborg så stort som 11-2. - Mange forskellige forhold spillede ind: Afbud og skader på damesiden ramte hårdt og medførte omrokeringer og overflytning til danamrksserieholdet, og en enkelt spiller mødte op stærkt plaget af influenza, fortæller holdleder Povl-Erik Halmind. - Når det er sagt, så spillede herrene heller ikke op til vanlig standard; det kneb med at holde koncentrationen lige som der manglede den sædvanlige støtte fra baglinien. Det fik betydning i de sæt, hvor udfaldet kunne være faldet til begge sider, men hvor BBC-spillerne lige manglede den sidste gejst, der kunne have reddet resultatet hjem. - Kampens resultat betød, at BBC rykkede ned på en sjetteplads og ABC Aalborg sprang forbi BBC og op på en tredjeplads i puljen, og der kommer til at hvile et stort pres på holdet i de resterende kampe, hvis holdet stadig skal gøre sig forhåbning om endnu et år i jyllandsserien, fortæller Povl-Erik Halmind.