Stort og snyd med pels og satin

Musik 7. oktober 2002 08:00

SKAGEN: Et lille udpluk af Skagens damer i mange aldre, størrelser og faconer blev forleden aften præsenteret for efterårets mode af otte modeller i samme kategorier. Det skete på 1.salen hos Matas, hvor indehaveren af de to tøjforretninger Zappa og Mozart, Dorthe Larsen, var ligeså nervøs som det stof, der var lagt ud på gulvet - for at dæmpe støjen fra stiletterne. Skoæsken, Salon Sejer og Matas var også med i arrangementsgruppen, der foruden tøj, sko, makeup, smykker og frisurer fristede med vin og sandwich. På den ene side er alt tilladt inden for moden, på den anden side dur tøjet fra sidste vinter slet ikke. Grundfarverne er selvfølgelig stadig sort og brun. - Men alt i armygrønt bliver revet væk ligeså hurtigt som vi får det hjem, fortæller Dorthe Larsen. Allerede i sommer begyndte forretningerne at storsælge af fake (det er snyd) rulamsjakker, der er et stort hit. Det ligner rulam, men er syntetisk, billigere og kan vaskes. Et andet efterårshit er baggybukser, store brede bukser med lommer hist og pist og allevegne. De gængse og dæmpede farver suppleres med turkis, lyseblå, pink og cerise. Et andet pift kan tilføjes med satin eller pelsværk. De otte friske lokale damer viste i alt 42 forskellige sæt tøj. Hos Zappa eller Mozart forhandles størrelse 32 til 56.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...