Stort orkester på Gjøl Havn

I forbindelse med sommerunderholdningen 25. juli på Gjøl Havn er der en special oplevelse i vente. Et 36 mand stort brassorkester lægger nemlig vejen forbi havnen. Orkestret hedder Brass'n Harmony og spiller varieret musik med numre, der har latinamerikansk klang og stemning. Orkestret vil blandt andet spille numre af Ricky Martin, Santana og filmmusik fra James Bond filmene. Brass'n Harmony blev dannet i 1997, da Aalborg Skolernes Brassband og Solsidens Harmoniorkester blev slået sammen. Siden har John Cook været orkesterleder. Brass'n Harmony er tilknyttet Aalborg Kommunale Musikskole og består af medlemmer mellem 11 og 25 år. I 2002 deltog orkestret i DM for Harmoniorkestre og opnåede en 3. plads i 2. division. Det var orkestret selv, der henvendte sig til Aabybro Turistinformation for at komme til at spille på Gjøl Havn. Orkestret er på turné hele juli i det nordjyske.