Børnepasning

Stort problem at skaffe dagplejere

Socialforvaltningen kan ikke følge med efterspørgslen

AALBORG:Selvom socialrådmand Birgit Ekstrøm som udgangspunkt har stor forståelse for Sanne og Rasmus Trenskow problem med at få passet deres barn, kan hun ikke umiddelbart hjælpe. Manglen på dagplejere i Vestbyen er nemlig så stor, at kommunen ikke kan følge med efterspørgslen. - Vi har gjort alt, hvad vi overhovedet kunne, siger Birgit Ekstrøm. - Vi har annonceret, og vi har holdt åbent hus, men det giver desværre ikke rigtig nogen respons. Ifølge Birgit Ekstrøm er dagplejerne i Vestbyen enten holdt op eller startet for sig selv, og det er svært at finde nye i et område med mange mindre lejligheder. - Det er jo ikke alle boliger, der er lige velegnet til en dagpleje, forklarer hun. - Og vi vil ikke gå på kompromis med kvaliteten - hverken plads eller kvalifikationsmæssigt.Og derfor har jeg også kæmpet som en vild og blodig for, at vi får nogle flere vuggestuepladser i området, fortsætter hun. Socialudvalget har allerede drøftet problematikken flere gange. Og på et møde i sidste uge, blev man blandt andet enige om at sætte gang i et projekt, som både skal give flere vuggestue-pladser og pladser til børn med allergi. - Der er afsat 3 millioner i indeværende år og 3 millioner næste år, så vi kan forhåbentlig bygge os ud af en del af problemet, siger Birgit Ekstrøm. Hun vil helst ikke løfte sløret for, hvor mange pladser der eventuelt bliver tale om. Men ifølge andre kilder bliver der højst blive tale om ti. - Vi har et stort problem i den del af byen, indrømmer Birgit Ekstrøm. - Og det gælder for så vidt også centrum, Hasseris og den indre vestby, fortsætter hun. - Vi vil hellere end gerne ansætte flere dagplejere, men indtil videre har vi desværre ikke haft held med vores bestræbelser, og derfor er vi nødt til at henvise til pladser, som ligger lidt længere væk. Birgit Ekstrøm forstår godt, at man som forælder nødigt vil køre alt for langt. Men samtidig fremhæver hun også, at mange fortsat foretrækker dagpleje. - Aalborg Kommune har jo en lang og god tradition for at bruge dagplejere, og vuggestue-pladser er dyrere - også for forældrene. Derfor er det også et spørgsmål om efterspørgsel, mener hun. - Vestbyen er i dag præget af mange unge, som får børn. Men mange flytter, inden børnene bliver størrre, og derfor har vi heller ikke det samme problem med børnehaverne, forklarer hun. - Så selvom jeg gerne ville hjælpe Susanne Jespersen og Rasmus Trenskow, har vi ingen pladser at gøre godt med. Men det hjælper måske til august, tilføjer rådmanden.