Stort program - stor interesse

Cliff Richard - skruer helt op for nostalgien ved Skovrock i Skovdalen søndag 11. juni.

Cliff Richard - skruer helt op for nostalgien ved Skovrock i Skovdalen søndag 11. juni.

Ikke færre end ni gange er der udsigt til Skovrock i Skovdalen næste år. Fra Cliff Richard søndag 11. juni - til Allan Olsen to en halv måned senere, lørdag 26. august.

Og publikum har for længst fået øjnene op for programmet, for de første 15.000 billetter er afsat.

Særligt stærkt er det gået til det første af de ni arrangementer, nemlig med den gamle rock’n’roll-legende Cliff Richard, som har rundet de 76 år.

Her har arrangørerne sørget for at få plads til 1500 siddepladser - og de er for længst udsolgt - og 3000 ståpladser, og også her går salget strygende.

I det hele taget ligner Cliff Richards sommerens helt store overraskelse - men det er faktisk efter hans eget ønske, at koncerten er blevet udendørs, selv om han de seneste mange år næsten udelukkende har optrådt indendørs rundt om i haller. Og der er udsigt til en rask gang nostalgi med showet "Just Fabulous Rock’n Roll".

Stor interesse er der også for endnu en omgang med Kim Larsen.

Skovrock med ham fredag 11. august er udsolgt - så der er arrangeret ekstrakoncert lørdag 12. august.

Efter Cliff Richard går det fredag 16. juni løs med Gnags, inden Lars Lilholt helt efter traditionerne overtager fredag 4. august, og allerede dagen efter, lørdag 5. august, er det så blevet tid til Steffen Brandt og de andre i tv-2, der til den tid gerne skulle have udsendt ny cd.

Efter to gange Kim Larsen 11. og 12. august bliver Skovrock-scenen fredag 18. august overladt til Burhan G, inden skotske Runrig dukker op dagen efter, lørdag 19. august, og Allan Olsen har så fået til opgave at lukke og slukke for endnu en Skovrock-sæson lørdag 26. august.

- Hver gang sørger vi for, at der til Skovrock kommer et eller flere support-navne, som passer til det pågældende hovednavn i stil og genre, lover daglig leder på Skråen, Jørgen Nissen.

Så meget kan han godt afsløre, at et af forårets populære navne på Skråen kommer til at optræde i forbindelse med Skovrock - og for ikke at tage opmærksomheden fra denne koncert i foråret, venter man med at offentliggøre navnene til senere.

Et af de navne, som Jørgen Nissen selv venter sig meget af, er Gnags, som overrumplede en del ved et meget tempofyldt optræden ved et af årets Skovrock-arrangementer, der dengang var lagt an som gruppens 50 års jubilæumsfest.

I øvrigt har Skråen i år valgt at give publikum adgang til at købe billetter til fem ud af otte gange Skovrock på én gang - så man på én og samme fælles billet kan komme til at opleve både Gnags, Lars Lilholt, tv-2, Burhan G og Allan Olsen.

Retfærdigvis skal det siges, at det er muligt at skille billetten ad, så den reelt også gælder til de fem koncerter individuelt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.