Stort rykind på markedet

Trafikkaos på indfaldsvejene til Brønderslev

BRØNDERSLEV:- Vi har sjældent oplevet noget lignende. Ordene kommer fra pr-medarbejder Michael Wittrup fra Store Brønderslev Marked, der i går kunne konstatere, at der var et fantastisk stort besøg på markedet. Der var tæt pakket af mennesker i markedsgaderne fra om formiddagen og hele dagen igennem. - Det er bare perfekt markedsvejr, konstaterer Michael Wittrup. Selv om sorte skyer trak hen over markedspladsen, holdt det tørt. Og det gav det gode besøg. - Når der er fint vejr om morgenen, kommer der altid mange mennesker, og det skete også i går, bemærker Michael Wittrup. For en uge siden lovede vejrudsigterne ikke for godt. Men Michael Wittrup er glad for, at de ikke har holdt stik, og at deet bebudede regnvejr er udeblevet. - Når vi først når til sidst på dagen lørdag, kan vi begynde at slappe af, for så kan det jo ikke gå rent galt. Det er nordjyder i tusindvis, der har besøgt markedet hidtil. Den store tilstrømning til Brønderslev og til markedet i byens centrum gav lange køer på indfaldsvejene. Militærpolitiet sikrede, at deltagerne i markedsløbet kom velbeholdte i mål. Lørdag var der fuldt hus i teltet, hvor der var seniortræf. Der blev serveret gratis sild til seniorerne, og de mange deltagere i denne del nød tonerne fra Tirolerband Aalburg samt harmonikaspillerne Kristian og Jesper. En nyskabelse var et besøg af Himmerlandske Sortkrudtsskytter. De bragede det ene skud efter det andet ud over markedspladsen. Foreningens formand Jan Byrgesen præsenterede et amerikanske borgerkrigsgevær fra 1861. Sortkrudtsskytterne optrådte også i dragter, syet i den stil, der blev brugt i 1800-tallet. Flere blandt publikum fik lov til at prøve de gamle våben. Der blev dog kun skudt med løs krudt. Og inden der kunne skydes igen, måtte forladergeværerne lades. FDF Brass Band gav en flot koncert på markedspladsen, og der var mange tilskuere til dette indslag. Der meldes om god omsætning på markedet. - Det er lutter tilfredse kræmmere, vi oplever i år, bemærker en tilfreds Michael Wittrup. NORDJYSKE Stiftstidende talte med flere kræmmere. - Vi klager ikke, lød den gængse kommentar. Der er godt 200 kræmmere på markedet, og flere erklærede, at de kommer igen næste år. Børnekræmmermarked var der også i går på Lille Torv. Én af dem, der havde en god, er Stine Lange Hansen på 11 år. - Jeg har solgt en del Barbie-bøger og andre Barbie-ting, som jeg ikke længer leger med. Nu vil jeg så spare op til noget til mig selv, fortæller hun.Hvad det skal være, har hun ikke taget endelig stilling til. Hestepladsen var tæt pakket, og der er ifølge markedsudvalget 500-600 heste. Flere kan der næsten ikke være på markedet Markedet håber på et overskud på en lille million kroner til de foreninger, der er involveret. Der bliver også lagt mange timer på markedet af frivillige. En af ulemperne ved fint vejr er hvepse. Arbejdersamaritterne behandlede flere markedsgæster, der var blevet stukklet af hvepse. - Heldigvis var det kun på hånden, de var blevet stukket, foræller Marie Kjærgaard fra ASF Dansk Folkehjælp. Vi har tidligere haft nogle, der er stukket i munden, og det er ikke så godt. De aktuelle tilfælde kunne behandles i samaritterteltet. - Men ud over disse, har der kun været småtring, vi har behandlet markedsgæster for, fortæller Marie Kjærgaard.