Aars

Stort rykind på museum i juletiden

Over 1200 børn deltager i nissejagt

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hov - er der en nisse på spil her?

AARS:Mens jagtsæsonen for de store jægere allerede er i fuld gang, er det først fra mandag 28. november, at også de små kan komme af sted. Uden bøsse og krudt, men bevæbnet med blyant og papir samt gode lytte- og iagttagelsesevner. Ej heller er det i skoven, jagtscenen er sat, men derimod på Vesthimmerlands Museum i Aars, der for niende juletid i træk inviterer børnehave- og grundskolebørn til at deltage i den efterhånden traditionelle nissejagt på museet.

Nissejagten er en livlig cocktail af fortælling, bevægelse, hygge og et forunderligt stænk af julemagi, fortæller museumsunderviser Kim Callesen.

Vesthimmerlands Museums nissejagt er udviklet for børn, først og fremmest i børnehaver og skoleklasser fra 0. til 3. klassetrin.

- Museet har sat underholdning og hygge i højsædet, men bruger samtidig nissejagten som redskab til at opnå væsentlige pædagogiske mål.

- Læsning, stavning, regning og sociale kompetencer bliver udfordret og øvet, og på museet finder børn og lærere et anderledes og uformelt læringsrum, tilføjer museumsunderviseren.

Indtil videre er der tilmeldt 1228 jagtlystne børn, som Kim Callesen og museets juleundervisere Sonja Marcussen og Birthe Gindrup glæder sig til at tage imod.

Og hvis man skulle få lyst til på egen hånd at løse nissernes gåde og sammen med børn og børnebørn tage på nissejagt, kan det gøres i museets åbningstid frem til 23. december.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.