Stort set ingen dømmes for tvangsægteskaber

Trods mere end 100 henvendelser om tvangsægteskaber i perioden 2013-2017 har det kun én gang ført til straf.

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes at stille flere til ansvar for tvangsægteskaber. Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix

Justitsminister Søren Pape Poulsen (K) ærgrer sig over, at det ikke er lykkedes at stille flere til ansvar for tvangsægteskaber. Foto: Liselotte Sabroe/arkiv/Ritzau Scanpix

108 gange har landets politikredse modtaget henvendelser om mulige tvangsægteskaber i perioden fra 2013 til 2017.

I fire af sagerne er der rejst sigtelser, og i en enkelt af sagerne er personer blevet straffet for at arrangere et tvangsægteskab. Her blev et syrisk forældrepar udvist af Danmark.

Det viser nye tal fra Justitsministeriet, skriver Kristeligt Dagblad.

Men tallene er ikke tilfredsstillende, mener flere politikere. I et svar til Folketinget skriver justitsminister Søren Pape Poulsen (K):

- Jeg skal være den første til at ærgre mig over, at det ikke er lykkedes at stille flere til ansvar for overtrædelse af straffelovens paragraf 260, stk. 2 (om tvangsægteskaber, red.).

Også Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Mattias Tesfaye, undrer sig over, at der kun er blevet afsagt en enkelt dom om tvangsægteskaber i perioden.

- Det er først og fremmest trist, og det fortæller mig, at der er mange integrationsproblemer, der er uforløste, selv om vi diskuterer udlændingepolitik fra morgen til aften, siger Mattias Tesfaye til Kristeligt Dagblad.

Han fortæller, at han selv har modtaget henvendelser fra personer om tvangsægteskaber.

- Selv om det altså er kriminaliseret i lovgivningen, er der mere snak end handling, siger han.

Tidligere opgørelser fra blandt andet rådgivningstjenesten Etnisk Ung har vist, at der er en stigning i antallet af henvendelser om æresrelaterede konflikter, herunder tvangsægteskaber.

Ifølge Niels Christian Barkholt, der er formand for Lokk, Landsorganisationen af Kvindecentre, er det dog ikke overraskende, at der er mangel på domme.

- Det er selvfølgelig et problem, hvis der ikke sker anmeldelse eller falder dom i en sag, hvor der er tale om dødstrusler, vold og chikane, men det er også sjældent tilfældet, siger han.

- Det er ultimativt for en kvinde at skulle sigte sine egne forældre eller familiemedlemmer, og det er en høj pris at betale, fordi hun med ét risikerer at miste alt.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.