Aalborg

Stort skridt i den rigtige retning

- Det er et skridt, jeg vil endda sige et stort skridt i den rigtige retning. Specielt glæder vi os meget til fællesbygningen, der giver plads til flere og større arrangementer. Morten H. Madsen, studenterrepræsentant i bestyrelsen for Aalborg Universitet, glæder sig meget til de store nybygninger, der er undervejs på området.

Han og Mads Svaneklink, der begge blev til valgt til bestyrelsen i november, talte varmt for mere liv på campus (universitetsområdet) - og især den kommende fællesbygning trækker i den retning, vurderer han. - Det går måske lige langsomt nok, og man kunne have tænkt på det noget før, men det er sådan noget som fællesbygningen og det nye bibliotek, der skal til, understreger Morten H. Madsen. Han bliver bakket op af Anders Hvashøj, der sidder som studenterrepræsentant i Fysisk Udvalg (hvis fulde navn er Rektors rådgivende udvalg for fysisk Planlægning). Også han lægger vægt på den plads til store arrangementer, der bliver i den kommende fællesbygning: - Nu har vi maksimalt plads til 1000 mennesker, men i den nye bygning kan vi nå op på 1500-2000. - Det er vigtigt at sikre fysiske rammer, der gør det oplagt at mødes på tværs af de forskellige afdelinger. Samtidigt er det et godt parameter for at trække studerende til, at vi har faciliteter, som ikke er lige som alle de andre steder. En sådan facilitet åbner senere på måneden, når Aalborg Universitets fitness-center åbner. Succesen er næsten givet på forhånd: Da der blev åbnet for tilmelding 1. april, var alle pladser til studerende afsat i løbet af mindre en uge. En del af pladserne er reserveret til ansatte, og også de er ved at være afsat. Men Anders Hvashøj ser langt videre perspektiver: - Det er kun løse tanker, men jeg kunne sagtens forestille mig idrætshaller på området. Fitness-centret er i virkeligheden det første sted, hvor studerende og ansatte kan møde hinanden på tværs - sådan vil det også blive med en idrætshal. Samtidig understreger Anders Hvashøj, at det hele tiden er vigtigt at sikre sig de nødvendige grupperum, for de er en afgørende faktor i den måde, hele arbejdet på Aalborg Universitet er bygget op.