Stort stævne i lille klub

Nejst Rideclub var i weekenden vært for De Nordjyske Mesterskaber i holdridning for ponyer

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Omkring 150 deltagere viste, at de lavbenede heste sagtens kunne springe højt. Foto Kurt Bering

NEJST:Der har aldrig været så meget liv i Nejst Rideclub, som her i weekenden. For første gang var klubben nemlig vært for de Nordjyske Mesterskaber i holdridning for ponyer. Omkring 400 starter skulle afvikles over de tre dage, som stævnet strakte sig over. Det svarer til cirka 150 deltagere i alderen otte år til 16 år. Og selvom de fleste blikke var rette mod springbanen og dressurbanen, hvor de lavbenede heste viste, at de sagtens kan springe højt, så var der nu også stor aktivitet rundt om i hele rideklubben. Parkeringspladsen var fyldt med hestetrailere, hvor rytterne plejede hestene. Andre steder havde rytterne valgt at solbade lidt, inden de skulle på hesten igen, og når så mange unge mødes, så skal der naturligvis også være tid til at suse lidt rundt med venner og veninder. Stævnet mindede faktisk lidt om en lejr, hvor det både var socialt samvær, konkurrence og ferie. Campingferie i Nejst For selvom de fleste deltagere sov hjemme mellem stævnedagene, så var der også mange, der havde valgt at slå lejr i Nejst. Det havde Lise Jørgensen fra Aalborg valgt at gøre sammen med sin mand og datter, som deltog i stævnet. Familien havde placeret deres campingvogn lige uden for springbanen. Og den gode plads betød da også, at campingvognen hurtigt blev et mødested. - Vi har jo første parket her, og så kommer vennerne fra rideklubben i Aalborg og hygger sig her, siger Lise Jørgensen og fortsætter: - Vi holder en miniferie her. Det er jo hyggeligt. Her sker altid noget, siger hun. Og sådan et stævnet betyder også meget for Nejst Rideclub. - Det betyder jo, at vi bliver kendt. Men så er det også vigtigt, at det hele klapper, så vi får et godt ry, siger formand for rideklubben, Kaj Astrup. Stævne giver godt ry Og ridestævnet gik da også perfekt. Alle tider blev overholdt, og der var ingen praktiske problemer. Men arrangørerne havde nu også fået en hjælpende hånd fra oven, forklarer Kaj Astrup. - Vi har jo lige haft en periode med regn, og det er godt for dressurbanen. Og nu er der sol og sommer, og det er godt for stævnet, siger han.