Naturvidenskab

Stort stykke af Møns Klint skredet i havet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et stort stykke af Møns Klint er skredet i havet og har nu dannet en halvø ca. 300 meter ud i Østersøen. FOTO: OLE ESKLING/SCANPIX

STEGE:Et stort stykke af Møns Klint er skredet i havet og har nu dannet en halvø ca. 300 meter ud i Østersøen, oplyser Falster Skovdistrikt. Skredet er sket mellem fredag og lørdag middag, men man ved ikke præcis hvornår. Man venter ikke, at der kan have været mennesker i fare i forbindelse med skredet. Vejret har været meget dårligt i området, og det er mest sandsynligt, at skredet fandt sted om natten. - Desuden har vi ikke set biler på parkeringspladserne eller hørt om eftersøgte, siger naturvejleder Katrine Gro Hansen, Skov- og Naturstyrelsen, Falster Skovdistrikt. Skredet betegnes som meget stort, selv om man er vant til, at der hvert år sker skred fra klinten. Den nye halvø består af store mængder kridt, sand og ler, især kridt. Desuden ligger der et sammenfiltret tæppe af over 100 bøgetræer, der har måttet tage turen med ned. Skov- og Naturstyrelsen har afspærret dele af det stisystem, der ligger tættest på klintekanten. Man frygter små efterskred og advarer besøgende om at tage længerevarende ophold under de stejleste klintepartier. Skred på klinten forekommer typisk om vinteren eller i det tidlige forår. Det sker ofte efter kraftige frostperioder, men kan også skyldes et stort vandpres efter for eksempel nedbør. I dette tilfælde vurderer man, at vand fra store mængder nedbør har presset sig frem, og at vekslen mellem frost og tø har fået kridt, ler og grus til at sætte sig. Det store skred er sket ved partiet “Store Taler”, der ligger ca. tre kilometer nord for Store Klint. I forbindelse med et tidligere skred, der forårsagede et dødsfald, er det undersøgt, om man kan forudsige skred i klinten, men det betragtes af eksperter som umuligt./ritzau/