Arbejdsmiljø

Stort sygefravær blandt pædagoger

I gennemsnit er de syge 13,5 dage pr. år - i nogle kommuner tre uger

Det er langt fra altid, at børnehavebørn kommer på udflugt med de samme pædagoger, da de ofte er syge.Arkivfoto: Bente Poder

Det er langt fra altid, at børnehavebørn kommer på udflugt med de samme pædagoger, da de ofte er syge.Arkivfoto: Bente Poder

AALBORG:Ansatte i de danske daginstitutioner er i gennemsnit syge 13,5 dage om året. I nogle kommuner er det oppe på mere end tre ugers sygdom på et år. Det skriver Søndagsavisen.

Det er mere end 30 procent højere end folkeskolelærernes sygefravær.

Det er den liberale tænketank Cepos, der har foretaget opgørelsen på baggrund af oplysninger fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.

- Det stikker virkelig i øjnene, at pædagogerne har så højt sygefravær, for det er både skidt for pædagogerne, børnene og samfundsøkonomien, siger chefkonsulent i Cepos Mia Amalie Holstein.

Der er stor forskel på, hvor gode de forskellige kommuner har været til at nedbringe fraværet. I Kerteminde Kommune er det blevet nedbragt med mere end 40 procent fra 2008 til 2012, mens det er steget med over 20 procent i Tønder Kommune. Men der er store besparelser at hente på at nedbringe fraværet.

Cepos forklarer, at hvis sygefraværet kunne nedbringes, så kunne der spares flere hundrede millioner kroner om året.

- Hvis kommunerne kunne nedbringe det til gennemsnittet for de 25 bedste kommuner, ville de kunne spare 365 millioner, som man kunne ansætte 1000 ekstra pædagoger for, siger Mia Amalie Holstein.

Pædagogernes sygefravær er alt for højt, erkender formand for Kommunernes Landsforenings løn- og personaleudvalg Michael Ziegler. Men KL kan ikke komme med en stor forkromet plan.

- Vi kan ikke i KL gå ind og lave en samlet model, for der er stor forskel fra kommune til kommune, siger han.

Et højt sygefravær betyder mange vikarer, og mange nye ansigter i dagsinstitutioner kan gå ud over børnenes trivsel.

- Jo mere sygdom der er, desto flere tilfældige voksne kommer barnet i kontakt med. Det gør børnene mindre trygge og tillidsfulde, siger professor i pædagogik ved Aarhus Universitet, Stig Broström.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst