Skagen

Stort træf i weekenden

Bent Madsenbent.madsen@nordjyske.dk SKAGEN: Den store sal i Skagen Kultur- og Fritidscenter vil lørdag eftermiddag og aften, ja, måske også lørdag nat, summe af festlig harmonikamusik, når over 200 spillemænd mødes i Skagen. Sidste år kunne den arrangerende forening, Havskum, prale med deltagerrekord, og alt tyder på, at der vil blive sat nye rekorder i løbet af den kommende weekend. - For et par år siden troede vi faktisk, at det her med spilletræf var ved at tage af, men nu kommer der igen masser af folk. Hovedparten har ganske vist en tendens til sølvstænk i håret, men de få unge, som er med, er til gengæld meget dygtige, fortæller kasserer i Havskum, Gunna Karlborg. Langt hovedparten af de cirka 200 spillemænd spiller på harmonika, og en meget stor del af folkene udefra kommer allerede til Skagen i løbet af fredagen, mens de lokale typisk først møder op lørdag formiddag. I år er der cirka 40 svenskere med, og det er noget mere, end der ellers har været tidligere år. Ud over de 200 spillemænd kommer der også lørdag eftermiddag et sangkor, Klub 99, med cirka 100 deltagere fra Hirtshals, så det kommer ikke til at mangle på underholdning lørdag eftermiddag og aften. - Tidligere har vi holdt pauser i løbet af dagen, men på lørdag bliver der uafbrudt budt på musik fra cirka middag til midnat, og så er der som regel nogle, som ikke kan finde ud af at stoppe på dette tidspunkt og fortsætter lige til søndag morgen, griner Gunna Karlborg, der understreger, at den del, som er åbent for publikum, typisk vil være lørdag fra klokken 11 til midnat. Nogle af deltagerne bor på hotel, andre overnatter i campingvogn, ja, og så er der altså de meget ivrige, som mere eller mindre venter med at sove til efter weekenden.