Stort udvalg og store portioner

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Restaurant Da Vinci i Hadsund. Foto Martin Damgård

Det er ikke nyskabelser eller forandringer, der præger Restaurant Da Vinci i Hadsund. I en årrække har menukortet stort set været uændret. Og det er heller ikke tydeligt at spore, at der det sidste års tid har været tale om en ny køkkenchef, Ricardo Croselli, hentet til Hadsund fra den tidligere Il Mulino i Aalborg, nu Lo Sfizio. Konceptet på restauranten er et meget omfattende menukort. Italiensk stemning i lokalet og uformel betjening. En vinterfredag aften var der fuldt hus. Og det er problematisk på stedet. For enten mangler der plads. Eller også er der for mange borde i lokalet. Med en reservation af et bord til to, bør det på en restaurant være muligt så faktisk at få et bord til to. I Da Vincis udgave er et bord til to blot den ene halvdel af et bord til fire. Det ene bord rykket lidt, så der er 10 centimeter mellem bordene men ikke plads nok til en privat samtale. Og den grad af italiensk spisehus, hvor man kommer hinanden rigtigt meget ved, er for meget på disse breddegrader. Vores betjening var ikke meget for, at vi skaffede os en halv meter luft til naboen. Men det vendte vi det døve øre til. Vi skulle på restaurant og ikke på cafeteria. Det bør Da Vinci helt klart lave om på. Det er heller ikke helt godt, når der på gulvet ligger stumper af pizza, der øjensynligt havde ligget der i flere dage. Apropos pizzaer. Der er 30 at vælge mellem. Og syv børneretter, hvis man hører til dem, der synes, at børn skal have særforplejning. Og menukortet er faktisk så stort, at det er svært at få plads til ved bordene. Vi valgte en appetizer i form af en italiensk specialitet. Ovngratineret brød. En hvidløgsudgave med ost og tomat og en udgave med gorgonzola. To stykker på hver tallerken, så vi kunne bytte lidt rundt. Det er ikke stor kunst. Men det er lækkert og meget italiensk. Udsøgt brød, veltillavet og rygende varmt, som sådan nogle skal være. Stedet tilbyder en række varme forretter og kolde forretter, tre supper og en række salater. Det var koldt den aften. Så koldt, at der, også som vanligt på stedet, var noget træk om benene, så vi fokuserede på de varme forretter. Min medspiser faldt straks over kæmpe-rejer stegt i hvidvin med oliven, kapers, tomater, chili og hvidløg. Og de var fuldstændigt udsøgt lækre uden mindste mislyd af nogen art. Mere delikat end min søtungefillet stegt i hvidvin med basilikum og pinjekerner. Retten var lidt for fersk. Den manglede noget der stod i kontrast til hvid fisk og hvidvin. Der var intet at kritisere på hverken råvarer eller tilberedning. Retten var blot for fantasiforladt komponeret og manglede overraskelse eller raffinement. Meget store retter Vi havde til forretten bestilt to glas af husets hvidvin, der faktisk var fin og afbalanceret til den krydrede skaldyrsret og den lidt ferske fisk. Til hovedretterne en chianti classico 2003, der kom samtidigt. Og det var godt, for den peb af garvesyre, da den lige var åbnet, men foldede sig ud i andre nuancer, da den havde stået en god halv time.Men alligevel var lidt for spids til kraftigt kød. Stedet har både Barolo og Amarone vine, men de koster jo. For begge forretter gjaldt, som i det hele taget på stedet, at der er tale om portioner, der rykker, og som hvem som helst kunne blive mætte af. Der er ikke regnet meget i køkken-procenter på stedet. Vi havde afgivet bestilling på menuen i en melding. Og der var ikke timet mellem forret og hovedret. Aldrig havde vi sunket den sidste bid af forretten, før betjeningen stod med hovedretterne på armen. Store hovedretter. Vi havde valgt kød, for også at få fornemmelse af om stedet dur til kød. Italienere er generelt gode til pizzaer og fisk. Men i Italien ofte ikke til kød. Medspiseren havde valgt kalvekød stegt i cognac med rødløg, gorgonzola og fløde. Og det gav et begejstret udtryk i øjnene. De marinerede rødløg fik prædikatet udsøgte. Cognacen var ikke til at smage, lød det, men alt i alt et fint måltid. Sært sammensat Jeg havde bestilt en grillet mørbrad med valg mellem bearnaisesauce, pebersauce eller hvidløgssauce. Min kom med pebersauce, der til min store forundring var helt lys og lignede en mellemting mellem flødesauce og bearnaisesauce, så jeg troede, der var tale om en misforståelse. Vores tjener kunne fortælle, at det også var noget af det, hun havde undret sig over, da hun kom til stedet, men sådan var altså den italienske pebersauce der på stedet. Til begge kødretter var der en lille grøntsags-terrine, der så noget kedelig ud, men som viste sig at være ganske glimrende. Til mørbraden også en skive af noget, der vist var stuvet spinat i butterdej. Det smagte fint i sig selv men passede slet ikke til retten. Den italienske udgave af pebersauce var ikke ueffen, men den var for fed og smagte for meget af dijon og citron og for lidt af peber. Og så var den hældt ud over retten, så kødet var druknet og slet ikke kunne ses. Der var tale om et stykke udmærket kød, der dog kunne have været pudset lidt pænere af, inden det blev skåret ud. De ovnstegte kartofler, der fulgte begge kødretter var i orden men lidt uinteressante. Er man ikke til kød, er der på stedet fem fiskeretter som hovedret. Deriblandt stedets eneste ret med blæksprutter. Ost er et must som dessert på en italiensk restaurant. Den ene dessert var derfor gorgonzola, der også er stedets eneste oste-dessert. Og det passer sig ikke på en italiensk restaurant. Forrygende tartufo-is Medspiseren valgte tartufo-is, en mørk is drysset med kakao-kaffe. Og vedkommende er intet mindre end ekspert i is. Der var ren salighed at se. Sublim tartufo-is. Intet mindre, lød det. Gorgonzolaen var for frisk og ny. Og taget i betragtning, hvor mange saucer og forretter, hvori gorgonzola indgår, burde stedet have en fuldmoden dessert-udgave også. Strimler af peberfrugt er for fantasiforladt som følgeskab. Gorgonzola må følges med oliven, måske lidt soltørrede tomater, måske lidt rødløg, måske lidt kapers. Der er mange muligheder, blot ikke peberfrugt. Tartufo-isen fik lov at stå helt alene. Men der er på menukortet heller ikke opført dessert-vine. Den samlede regning lød på 892 kroner. Og det kan ingen beklage sig over. Appetizers til 16 og 19 kroner. Forretter til 69 og 79 kroner. Hovedretter til 154 og 159 kroner. Desserter til 59 og 44 kroner. Husets vin til 44 kroner pr. glas. Og chianti til 219 kroner. Om vi fik en anden end den vi havde bestilt, eller om betjeningen lavede en fejl, vides ikke. Efterfølgende afslører regningen, at vinen blev opført til 169 kroner. Der er masser af mad at vælge mellem på stedet. Det er klassisk italiensk mad. Der er tale om gode råvarer. For så vidt også om god tilberedning. Dog lidt fantasiforladt og med en anretning, der kunne gøres en del ved. Der er et pænt og alsidigt udvalg af italienske vine. Vi giver Da Vinci tre gafler for præstationen. Da Vinci Storegade 36, 9560 Hadsund. Tlf. 98 575252. Der er ingen ikke-ryger-sektion på stedet. Åbent mandag til og med onsdag fra kl. 16 til 21.30-22, som det hedder. Torsdag til og med søndag fra kl. 11 til 21.30-22.30.