Ström på plakaten

Debut-cd'en Lucky Man...? har gjort Ronni Ström til en eftertragtet livemusiker

FREDERIKSHAVN:Han er ikke på hitlisten, hverken Top 10 eller Top 100, men han har fået rigeligt at se til. Siden Ronni Ström udgav sin debut-cd Lucky Man...? er det væltet ind med tilbud. Han startede som roadie for Johnny Madsen, men torsdag 8. maj går de på scenen sammen ved en dobbeltkoncert i Pumpehuset, der bliver starten på en travl sommer for den frederikshavnske rockmusiker. Fredag 23. maj er Ronni Ström på hjemmebane ved det store Rock Party på Dyrskuepladsen ved Knivholt, hvor han får selskab af toppen af danskrocken samt legendariske Smokie. Desuden er Ström på plakaten på Skanderborg Festival, Nibe Festival, Skagen Festival, Bork Havnefest samt en lang række mindre spillesteder rundt omkring i kongeriget. - Det er langt mere end forventet, siger Ronni Ström, der lige nu øver med sin besætning til sommerens mange koncerter: Tommy Jensen på bas, Jimmy Guldbæk på guitar, Thomas Vadmann på trommer og Mark Chemnitz på keyboards. Svært at være ny Lucky Man...? fik ros af de fleste anmeldere og stor medieomtale, og selv om der er langt til en plads på Top 20, er Ronni Ström godt tilfreds med salget. - Men det har overrasket mig, hvor svært det er overhovedet at få de store kædebutikker til at tage cd'en på hylderne. De satser på det sikre, og det gør det ekstra svært for nye navne at trænge igennem, selv om man får gode anmeldelser. Det er en ond cirkel. Bye Bye Jimmy udkom som den første single fra albummet, og snart følger den næste: Driving Feeling. - Desuden går vi i gang med en ny promotionrunde. Jeg skal rundt i en række pladeforretninger og lokalradioer igen, siger Ronni Ström.