Straf for vidnevold nedsat

Aalborg 1. september 2007 06:00

AALBORG: En 27-årig frederikshavner fik i Vestre Landsret nedsat sin straf for vidnevold med en måned og kunne forlade landsretten som en fri mand. 15. maj om eftermiddagen skulle den dømte og en kammerat hente nogle øl til en drukfest, der var startet om morgenen. På gaden mødte han en mand, som havde afgivet vidneforklaring mod ham i en tidligere retssag. Den dømte spyttede vidnet direkte i ansigtet. Vidnet anmeldte forholdet, og den 27-årige blev straks efter anholdt. I retten i Frederikshavn blev han i maj idømt seks måneders ubetinget fængsel inklusive 103 dages reststraf fra en tidligere dom. Dommeren løslod den 27-årige efter domsafsigelsen, selv om han tidligere er straffet adskillige gange for vold, trusler mod vidner og røveri. Anklagemyndigheden ville have ham sendt direkte i fængsel, ankede løsladelsen - og fik medhold i Vestre Landsret. Derefter blev den 27-årige igen anholdt og har siddet varetægtsfængslet til ankesagen blev afgjort i torsdag. Den strafnedsættelse, som hans forsvarer, Axel Pallesen, Skagen, hentede hjem i landsretten, indebar, at den 22-årige straks blev løsladt og efter de normale regler om strafnedsættelse er færdig med sin afsoning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...