Straf hænger ved

Personregistrering 15. februar 2005 05:00

KØBENHAVN: Flere butikker kræver at se en straffeattest fra mulige nye medarbejdere. Det viser en rundspørge, som Dansk Handel & Service har lavet blandt 600 af deres medlemsvirksomheder. Her svarer 19 procent af medlemmerne i detailhandlen, at de oftere krævede straffeattest i 2004 end året før. Ifølge Illa Westrup, juridisk konsulent hos Dansk Handel & Service, skyldes det øgede krav om attester først og fremmest frygten for medarbejdertyveri. Cirka hver tredje virksomhed i detailhandlen kræver at se en straffeattest, når de ansætter nye medarbejdere. Samlet vurdering 25 procent af virksomhederne kræver oftere straffeattest af ansøgere under 30 år, og det skyldes at den aldersgruppe ofte er tilknyttet virksomheden på mere løs basis end ældre medarbejdere, forklarer Illa Westrup. Konsulenten understreger, at en plettet straffeattest ikke automatisk udelukker en ansøger. - Attesterne er en del af en samlet vurdering, men de er ikke et afgørende kriterie. Det skal ikke være udslagsgivende, og det er heller ikke vores erfaring, at det er det, siger hun. Men samtidig vil hun gerne sende den melding til unge på vej ind arbejdsmarkedet, at det er et problem med en plettet straffeattest. Men det signal er meget uheldigt, mener Jørgen Hoppe, der er sektorformand i HK/Handel. - Jeg er sikker på, at der er rigtig mange, der vælger at blive væk fra samtalen, fordi de skal møde op med straffeattest, forklarer han. Jørgen Hoppe mener, at nogle unge, der kunne være kommet på ret køl, på den måde bliver fastholdt i en kriminel løbebane, fordi de ikke kan komme i arbejde, når de har afsonet deres straf. Derfor foreslår han, at det skal være muligt at splitte attesten op, så arbejdsgiverne ikke får en hel udskrift, men kun det, der kunne være relevant i det pågældende arbejde. Men for Stig Løvsted, der er personalechef for butikskæden Faktas små 3600 medarbejdere, er fyldestgørende straffeattester et godt arbejdsredskab. Han vil se en straffeattest, hvis der følger ansvar med den stilling, der søges. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...