Straf ikke arbejdsløse

Formanden for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har slået til lyd for, at arbejdsgivere ikke kan få fornøden arbejdskraft, og at dette vil gå ud over dansk økonomi.

JOBSØGNING:Formanden for Dansk Arbejdsgiverforening, Jørn Neergaard Larsen, og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen har slået til lyd for, at arbejdsgivere ikke kan få fornøden arbejdskraft, og at dette vil gå ud over dansk økonomi. Derfor vil de to i forening igen svinge pisken over de sidste arbejdsløse, som jo tilsyneladende ikke vil arbejde. Siden 2004 har min hustru gået arbejdsløs. Ikke fordi hun ikke ville, men fordi min arbejdsplads blev flyttet fra hovedstadsområdet til Nordjylland som følge af forsvarsforliget af 1999. Min hustru har boet i Danmark siden 1989 og har prioriteret arbejde frem for skole siden da og har således ikke på noget tidspunkt ligget det danske samfund til last på nogen måde. Da det ikke var muligt at få arbejde i Nordjylland, straks vi flyttede hertil, bad min hustru den daværende arbejdsformidling om at komme på sprogskole for at forbedre sit danske. Undervejs i forløbet har hun taget andre kurser for at forbedre sin chance for at få arbejde. De seneste tre år har hun søgt tre-fire job om ugen. Både ud fra annoncer på Jobnet, men også job hun har hørt om fra venner. Hun har flere gange haft ringet til arbejdsgivere, som har sagt, at hun bare kan komme; der er masser af arbejde, for en halv time senere, når hun banker på døren, får at vide, at en anden har fået stillingen, eller, endnu værre: ¿vi har ikke brug for nogen¿. Min hustru har nu fået et arbejde med tre timer dagligt. Det slår bare ikke til, når man ikke kan samle timer nok over en periode for at bevare sine dagpenge. Min hustru fik en invitation til en Jobmesse i Frederikshavn 30.10.. Vel at mærke en invitation, man ikke kunne sige nej til; for mødte man ikke op, ¿ville det få indflydelse på ens dagpenge¿. Hun skulle oven i købet have aftale med mindst to arbejdsgivere om job-samtale. Det fik hun, men ved senere kontakt til arbejdsgiverne var svaret som ovenfor: ¿Vi står ikke lige og mangler arbejdskraft lige nu¿. I NORDJYSKE Stiftstidende dagen efter Jobmessen, kunne jeg læse, at der var sendt invitationer ud til 600 arbejdspladser, men at kun 15 lod sig repræsentere. Læs lige den sidste sætning igen. 600 inviterede arbejdsgivere ¿ 15 gav møde. Nu spørger jeg så både formanden for Arbejdsgiverforeningen, Jørn Neergaard Larsen og beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen: ¿Hvad skal man gøre for at få et af alle de job, som tilsyneladende er ledige?¿ For det handler vel ikke om, at min hustru har sort hår og sorte øjne, eller at hendes fødselsattest fortæller, at hun har rundet de halvtreds? I stedet for konstant at straffe de arbejdsløse, som forgæves banker på dørene, var det måske en idé at vende bøtten, og overveje at straffe arbejdsgiverne for ikke at gøre nok for at hjælpe arbejdsløse i arbejde.