Straf skal sikre børn bedre dansk

KØBENHAVN:De Konservative mener, at det skal koste kroner og øre, hvis forældre til børn, der taler dårligt dansk, ikke lader dem deltage i ekstra sprogtræning, skriver Berlingske Tidende lørdag. Partiets uddannelsesordfører Charlotte Dyremose foreslår, at man truer med at skære i børnechecken, hvis forældre ikke lader deres tre til fem-årige børn deltage i ekstra sprogtræning. Både Venstre og Dansk Folkeparti bakker op om forslaget. - Hvis ikke de kan tale ordentligt dansk, når de kommer i skole, får de store problemer. Vi må gøre alt, hvad vi kan for at lære dem det. Derfor mener vi, at det skal være muligt at sanktionere ved at trække i børnechecken, hvis forældrene ikke bakker op om sprogstimuleringen, siger Charlotte Dyremose til Berlingske Tidende. Alle treårige børn sprog-screenes og kan herefter få sprogstimulering i børnehaven eller i hjemmet. Men ifølge Charlotte Dyremose virker det ikke ordentligt. Hendes forslag er, at det forældrepålæg, som kommunerne allerede kan benytte sig af til at trække i børnechecken hos forældre, der ikke sørger for, at deres børn møder i skole, også skal gælde for forældre til førskolebørn. Venstres uddannelsesordfører, Anne-Mette Winther Christiansen, er enig i, at forældrene skal kunne straffes økonomisk, og Dansk Folkeparti mener, at det er et skridt i den rigtige retning. Uddannelsesordfører Martin Henriksen præciserer dog, at forslaget skal formuleres, så det ikke kommer til at ramme danske familier. Anne Holmen, professor i tosprogethed på Danmarks Pædagogiske Universitet, er langt fra enig i, at man skal true forældre på pengepungen: - Det vil gå ud over børnene. Børnechecken er til for at være med til at styrke barnets tarv, siger hun til Berlingske Tidende. Hun har ikke kendskab til undersøgelser der bekræfter, at problemet med dårligt sprog ved skolestart kan henføres til, at forældre ikke lader deres børn deltage i sprogstimulering. /ritzau/