Politik

Straffelovråd får nyt liv til foråret

Eksperter har udtrykt bekymring over at central rådgiver i strafferetlige spørgsmål har været ude af drift.

KØBENHAVN:Straffelovrådet er ikke nedlagt. Og det vil det heller ikke blive. Sådan lyder budskabet i en pressemeddelelse fra Justitsministeriet, efter at flere eksperter har udtrykt bekymring for, om rådet havde lidt en stille død.

Bekymringen opstod, fordi rådet ifølge Kristeligt Dagblad ikke har været aktivt siden foråret 2017. Der er heller ikke udpeget en ny formand, efter at den tidligere formand stoppede forrige år.

- For mig er det vigtigt at sige helt klart, at vi også fremadrettet skal have Straffelovrådet som et vigtigt rådgivende organ, udtaler justitsminister Søren Pape Poulsen (K) i pressemeddelelsen.

Straffelovrådet rådgiver regeringen, når der skal gennemføres større ændringer af strafferetten. Dets seneste betænkning fra 2017 handlede om freds- og æreskrænkelser.

Derfor blev eksperter bekymrede, da rådet ikke viste livstegn.

- Konsekvensen af, at Straffelovrådet er de facto nedlagt, er, at der savnes grundighed i lovarbejdet, sagde professor i strafferet Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet til Kristeligt Dagblad.

- Derfor gennemføres der nu en lind strøm af lovændringer uden tilstrækkelig kvalificeret forberedelse.

Men det hele er altså en stor misforståelse, lader Justitsministeriet forstå. Ministeriet er i gang med at overveje, hvordan rådet skal sættes sammen, og en ny formand og nye medlemmer bliver udpeget til foråret.

- Rådet skal således også fremover besidde den højeste strafferetlige ekspertise, men samtidig også andre fagligheder der kan perspektivere behovet for et strafferetligt værn ud fra bredere samfundsmæssige overvejelser, skriver ministeriet.

/ritzau/