Skattepolitik

Straffen hænger over kommunerne

KL erkender, at det er umuligt at overholde skatteaftale med regeringen

KØBENHAVN:Udsigten til at landets kommuner bliver straffet af finansminister Thor Pedersen (V) synes efterhånden uundgåelig. Det erkender Kommunernes Landsforenings (KL) formand, Erik Fabrin (V), efter et møde torsdag med landets borgmestre. - Vi vil gøre alt for at overholde aftalen, men som det ser ud nu, er det nærmest umuligt at overholde aftalen med regeringen, siger Erik Fabrin efter repræsentantskabsmødet. Den nyeste opgørelse fra Kommunernes Landsforening viser, at skatten samlet vil stige med over to milliarder kroner. Det ligger langt fra de 750 millioner kroner i skattestigning, som kommunerne og regeringen blev enige om i juni. - KL kan ikke tvinge kommunerne til at sænke skatten. Det er kun den enkelte kommunalbestyrelse, der kan det, fastslår Erik Fabrin. Han forklarer blandt andet skattestigningerne med, at regeringen og Folketinget har været med til at sætte borgernes forventninger til bedre service op. - Sandheden er, at der er kommet et vulkanudbrud af løfter om serviceforbedringer fra regeringen, siger han. På spørgsmålet om aftalesystemet mellem kommunerne og regeringen har spillet fallit, svarer Erik Fabrin: - For mig er der ingen tvivl om, at vi er nødt til at revitalisere aftalesystemet. Det siger jeg på baggrund af, at KL længe har sagt, at det er et problem for aftalesystemet, når det skal fungere under så rigide rammer. Der er et skattestop og en smal ramme for serviceudgifter. Repræsentant for DF Carl Christian Ebbesen er ikke lige så diplomatisk i sin vurdering af aftalesystemet. - Hvis ikke vi kan overholde aftalen med regeringen, burde vi begynde at diskutere, hvad KL¿s berettigelse er, siger Carl Christian Ebbesen og tilføjer: - Aftalesystemet er jo ved at spille fallit. Han foreslår, at regeringen fremover bare laver aftaler med den enkelte kommune om udgifter og skat, så det ikke behøver foregå i et samlet KL-regi. Finansminister Thor Pedersen håber dog stadig, at kommunerne besinder sig, så aftalesystemet ikke kollapser. - Min appel til kommunerne er, at de forsvarer aftalesystemet og er solidariske, når det er dokumenteret, at der er penge nok, siger finansministeren. Han understreger samtidig, at ingen af kommunerne vil have fordel af, at aftalen brydes. Men hvilken og hvor hård en straf kommunerne får for at bryde aftalen, holder Thor Pedersen stadig for sig selv./ritzau/