Strandby/Elling tager kampen op med FfI

Anerkender rolle som underdogs - men vil bide fra sig

Lillian Thørholm og holdkammeraterne fra Strandby/Elling IF slog fredag aften Randers HK med 34-26. Foto: Carl Th. Poulsen

Lillian Thørholm og holdkammeraterne fra Strandby/Elling IF slog fredag aften Randers HK med 34-26. Foto: Carl Th. Poulsen

Frederikshavn Kommunes to højst rangerede damehold i håndbold spiller fra næste sæson i samme række. I Strandby/Elling tøver førsteholdstræner Palle Nielsen ikke med at udnævne landsbyklubben til outsidere - sammenlignet med pigerne fra Frederikshavn. - Vi glæder os til lokalopgørene, men vi vil altid være underdogs i forhold til Frederikshavn, siger Palle Nielsen. - De har nogle helt andre økonomiske muligheder, end vi nogensinde vil få her i Strandby/Elling. Så vi forsøger at sælge os på fællesskabet. Det er dér vores ambitioner ligger, siger Palle Nielsen. Stor fremgang i klubben Da Strandby/Elling fredag aften vandt 34-26 over Randers afsluttede Palle Nielsen sin femte sæson som førsteholdstræner i klubben, og det er gået støt fremad. For fem år siden spillede førsteholdet i Jyllandsserien, men i år slutter pigerne på en flot 6. plads i 2. division - klubbens bedste placering nogensinde. - Det har vist sig, at vi godt kan være med, og hvis vi ikke havde dummet os i nogle få kampe, så havde vi spillet med om en plads i 1. division. Det går vi og griner lidt af herude, siger Palle Nielsen. Vendsyssels flagskib I denne sæson har kvinderne i Strandby/Elling faktisk været Vendsyssels kvindelige håndboldflagskib - en position, som dog først og fremmest blev sikret på grund af konkurserne i TST Hjørring og Frederikshavn FOX. - Det er ikke nogen ambition for os at være flagskib. Men vi har da været stolte af at være det, siger Palle Nielsen. De gode resultater bliver dog ingen sovepude - men måske heller ikke en enlig svale. Til den kommende sæson skal der blandt andet indføres flere træningspas - og generelt bliver der kigget på forbedringer hele vejen rundt. Eksempelvis bliver der i sommerperioden tilknyttet en atletiktræner for at forbedre spillernes spændstighed. - Vi vil være meget mere grundige, end vi har været i de andre år. På den måde er vi et skridt længere fremme, end vi tidligere har været. Men det handler stadig først og fremmest om det, som vi altid har været gode til; nemlig fællesskabet, slutter Palle Nielsen.

Forsiden