Vebbestrup

Strandby IF er klar til foråret

STRANDBY:Der var ingen nye ansigter at se blandt de 10 spillere, der mødte frem, da Strandby Idrætsforening havde spillermøde. Formand og træner Benny Brink fortalte om planerne for den kommende træning for serie 6, der ligesom oldboys og dameholdet indleder træningen ved standerhejsningen 1. marts. - Vi prøvede i fjor at have hjemmekampe fredag aften uden nogen større succes. Derfor er vi gået tilbage til at spille lørdag ved kaffetid, sagde Benny Brink. Strandby serie 6 skal i foråret møde Borup, Doense/Vebbestrup, Gedsted, Haubro, Kvik, Nørager, Ravnkilde, Ulbjerg, V. Hornum og VØ91. - Vores mål for foråret er at blive blandt de tre bedste hold, da det er de tre hold, der kommer sammen med andre for at spille om oprykning til efteråret, sagde Benny Brink. - Hvis vi ikke er blandt de tre bedste i foråret, er det allerede afgjort, at vi næste år igen skal spille serie 6, sagde han. Da der kun var en enkelt damespiller mødt frem, venter træner Bjarne Pedersen med at komme med sine visioner før til standerhejsningen, hvilket også gælder for oldboys-spillerne. Benny Brink gennemgik derefter aktivitetskalenderen, der som et af de første punkter har generalforsamlingen efter træningsstarten første marts. Han gjorde opmærksom på at der skal vælges nye bestyrelsesmedlemmer, så han opfordrede til at finde nye, der vil gå ind i bestyrelsen, da klubben ellers kan komme til at stå lige som de seneste to år, hvor der manglede medlemmer. Benny Brink fortalte tillige, at klubben endnu mangler et par ungdomstrænere. Det er bare om at melde sig, hvis man er interesseret.