Strandby klar til tredje fest i rap

FDF’erne klar til havnedueller og masser af musik

STRANDBY:Efter to store og velgennemførte sommerarrangementer - Fiskefestivalen og Strandby Marked er FDF’erne nu ved at gøre sig klar til sommerens sidste og tredie arrangement - nemlig havnefesten 7.-8. august. Havnefesten byder på et gensyn med den populære københavnske gruppe Byggerbanden, der musikalsk spænder fra irsk og skotsk inspireret folkemusik til folkekære Lars Lilholt. Gruppen er ved sine to tidligere besøg i Strandby blevet særdeles godt modtaget, så selv om turen er lang, er banden altid frisk på et besøg i det blæsende Vendsyssel. Og den lørdag vil der blæse ”Salta Vindar” over Strandby. Det vil det dygtige kor af samme navn fra Skaftö i den vestsvenske skærgård sørge for. Koret synger om eftermiddagen en afdeling med gospel og afrikansk kirkemusik. Om aftenen er der både Abba og Evert Taube på programmet, når Byggerbanden og Salta Vindar dukker op i den bedste sendetid for at skabe Hygge på havnen. Andre solister denne aften er Lone Pihl samt Stine & Peter. Musikalske ankermænd ved fællessangene er Henning Jensen og Henrik Klitgaard. De spiller også til maden tidligere på aftenen, når ”Fisketeriet” frister med lækre fiskeplatter. Dagens største publikumsmagnet bliver sikkert duellerne i havnebassinet midt på eftermiddagen. Til årets vandgang er der altid masser af mennesker langs kajen til at følge de udspekulerede discipliner, der dog altid har samme formål - nemlig at alle deltagere ryger en tur i baljen, før et vinderhold kan kåres. Hvordan årets match er skruet sammen, er endnu en hemmelighed, og heller ikke holdopstillingerne kan røbes. Havnefestens førstedag slutter traditionen tro med et stort, farvestrålende festfyrværkeri. Søndagen starter med en friluftsgudstjeneste på kajen udenfor auktionshallen. Her taler pastor Brian Christensen og FDF’s til lejligheden sammensatte kor og multimusikgruppe medvirker. På scenen i auktionshallen indleder sangerinden Tina Siel eftermiddagens underholdning.