Strandby-pige maler Thorning
Den tidligere statsminister har valgt kunstneren Ditte Ejlerskov til at male sit officielle portræt.
Det er et billede af statskvinden Helle Thorning-Schmidt, ikke personen bag, der fredag er blevet afsløret på Christiansborg.
Sådan forklarer kunstneren bag det officielle statsministerportræt, Ditte Ejlerskov, der er født og opvokset i Strandby.
Både Ditte Ejlerskov og Helle Thorning-Schmidt selv fremhævede ved ferniseringen betydningen af, at Danmark med Helle Thorning for første gang fik en kvindelig statsminister.
- Du blev en månelanding midt i patriarkatet, sagde Ditte Ejlerskov.
Der er tradition for, at afgåede statsministre selv vælger den kunstner, der skal male deres portræt.
Og selv om Helle Thorning-Schmidt understregede, at hun i sin dagligdag som statsminister ikke skænkede sit køn mange tanker, så var det alligevel afgørende for hende, at det blev en kvindelig kunstner.
- Jeg ville have en kvinde, der mente noget. Og som var erklæret feminist, ligesom jeg selv, sagde Helle Thorning-Schmidt.
Maleriet forestiller Thorning stående med armene over kors i Folketingets vandrehal. Farveskalaen er kølig, blikket fast. Thorning mener selv, at hun ser venligere og varmere ud i virkeligheden.
Ditte Ejlerskov, der i dag er 35 år, er som nævnt opvokset i Strandby, på Lærkevej, som den yngste af tre søskende og lillesøster til Henrik og Peter Ejlerskov.
Hun har arbejdet på portrættet af Helle Thorning i mere end et år.
I dag bor Ditte Ejlerskov sammen med sin svenske kunstnerkæreste, Johan Furåker, på en nedlagt skole ved Skælskør, som de har omdannet til atelier.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.