EMNER

Strandby-præster var til gudstjeneste med Clinton

Clinton-feberen har bredt sig til Strandby. Blandt de danskere, der har mødt Bill Clinton er nemlig metodistpræsterne Charlotte og Jørgen Thaarup.

Jørgen Thaarup fra Strandby studerede i Washinton i 1999 og mødte flere gange Bill Clinton til gudstjeneste i Foundry United Methodist Church. Arkivfoto: Bent Jakobsen

Jørgen Thaarup fra Strandby studerede i Washinton i 1999 og mødte flere gange Bill Clinton til gudstjeneste i Foundry United Methodist Church. Arkivfoto: Bent Jakobsen

Da Jørgen sidst i 90erne studerede i Washinton, deltog Bill Clinton flere gange i gudstjenesten i metodistkirken i regeringsbyen, Foundry United Methodist Church, og da resten af præstefamilien fra Strandby var på besøg, mødte de også Bill og datteren Chelsea Clinton til en gudstjeneste. - Det var en helt speciel oplevelse. Vi var kommet i god tid og da præludiet begyndte, kom to sikkerhedsfolk ind i kirken og kort tid efter ankom Bill og Chelsea Clinton. De forlod kirken igen under postludiet, men hver søndag var der det samme sikkerhedsopbud, i tilfælde af at præsidenten skulle dukke op, fortæller Charlotte Thaarup. Hillary Clinton er meget aktiv metodist. Hendes familiemæssige aner kan spores tilbage til indvandrere fra England og de var alle metodister. Foundry-metodistkirken i Washinton har gennem snart to århundreder været kirken for amerikanske præsidenter, medlemmer af Kongressen og andre offentlige personer i Washington. Præsident Abraham Lincoln kom ofte i kirken og blev såkaldt Life Director for metodisterne. Præsident Rutherford Hayes kom i kirken næsten hver søndag under sin regeringsperiode fra 1877-1881. Franklin Roosevelt og den engelske premierminister Winston Churchill deltog 25. december 1941 i en speciel gudstjeneste i Foundry-kirken. Metodisterne fra Strandby har seriøst overvejet at invitere Bill Clinton på visit i Danmarks største metodistmenighed i forbindelse med eks-præsidentens besøg i Frederikshavn på fredag, men det bliver formentlig ved tanken. - Han har et stramt program og vi er lidt sent ude med diverse sikkerhedstjek og den slags, men det kunne være rigtigt spændende. Clinton er utrolig karismatisk og en stor personlighed. Hellere Clinton end Madonna, siger Charlotte Thårup.