Strandby skal have ny brugs

Den lokale dagligvarebutiks bestyrelse går mod strømmen og bygger ny butik

Carl Åge Østergaard
Det er kun få år siden, at uddeler Uffe Christiansen tog en mindre udvidelse af Daglig Brugsen i brug. Arkivfoto: Carl Th. Poulsen
10. august 2018 15:34

STRANDBY: Strandby skal have en helt ny brugs. Den nuværende brugs, hvoraf en del er mere end 100 år gammel, skal nedrives og erstattes med en moderne butiksbygning på 1200 kvadratmeter.

- Vi har simpelt hen ikke plads nok, siger formanden for brugsen, Bent Larsen.

Brugsen har opkøbt to naboejendomme, som skal nedrives for at give plads til den ny butik, der opføres tilbagetrukket på grunden.

- Heldigvis kan vi holde åbent i en del af den gamle brugs, mens vi bygger nyt, siger Bent Larsen.

Daglig Brugsen i Strandby er selvstændig, og det er derfor den lokale bestyrelse, som træffer beslutning om at bygge.

- Men vi skal også selv ud at finde finansiering, fortsætter Bent Larsen.

I nabobyerne Jerup og Aalbæk har lokal eller udenbys konkurrence været for hård for de lokale brugser, som begge er lukket.

I Strandby er Brugsen den eneste dagligvarebutik.

Bent Larsen fortæller, at brugsen oplevede et omsætningsfald efter åbningen af en Fakta butik ved Bannerslund rundkørslen for få år siden.

- Men nu er vi tilbage på samme omsætningsniveau som tidligere.

Den ny forretning får et butiksareal på 700 kvadratmeter mod 487 kvadratmeter i den gamle.

Den ekstra plads skal blandt andet bruges til udvidet bagerafdeling med bagning af rådej samt en delikatesseafdeling.

- Trenden er, at flere køber færdigmad, og den efterspørgsel har vi ikke plads til at imødekomme i tilstrækkeligt omfang i den gamle butik.

Bent Larsen regner med, at en ny brugs står klar i løbet af 2020.

Kommunens plan- og miljøudvalg behandler byggeplanerne på sit møde tirsdag.

Byggeriet forudsætter ny lokalplan samt at skabes mulighed for at etablere otte parkeringspladser ud over de 26, som nu er ved butikken.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...