Vesthimmerland

Strandbys babyer samlet i klub

Babyklub er for alle forældre på barsel i Strandby/Farsø-området

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Alt imens børnene kravlede rundt på gulvet, kunne deres mødre få svar på en masse kostrelaterede spørgsmål - bl. a. om risgrød og riskager. Privatfoto

STRANDBY:Hvad skal han have at spise, når han er seks måneder? Hvor meget sover babyer normalt om natten? Og: Har I også problemer med at få jeres børn til at spise rugbrød?

Spørgsmålene fløj gennem luften, da landsbyordningen ”Strandhuset” forleden havde besøg af sundhedsplejerske Camilla Piculell.

Målgruppen for besøget var den lokale babyklub, der fast mødes i ”Strandhuset” cirka hver tredje uge.

Babyklub er for alle forældre på barsel i Strandby/Farsø-området, og allerede på nuværende tidspunkt er der lavet et program, der strækker sig frem til sommerferien.

Tidligere har babyklubben bl. a. haft ”Rim og remser” på programmet og lavet fagter til sangene i den sangbog, som de små nye Strandby-borgere hver især har fået udleveret - og næste gang, babyklubben mødes, kommer der besøg fra Aars Apotek.

I forbindelse med sundhedsplejerske Camilla Piculells besøg var der især fokus på kost - og på børns udvikling generelt.

Alt imens børnene kravlede rundt på gulvet, snakkede deres forældre om bl. a. risgrød og riskager - og blev grundlæggende enige om at lade fornuften råde, når nye trends og tendenser fra USA presser sig på. Også i Vesthimmerland.

Nye forældre med børn er altid velkomne i babyklubben. Programmet for de kommende arrangementer kan findes på Strandby skoles hjemmeside.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden