Strandejer på gale veje

Campingpladsejer blev træt af strandgæsters svinen og forbeholdt sin strand for betalende gæster

Øster Hurup 1. juli 2003 08:00

ØSTER HURUP: Campingpladsejer Jørn Lund Pedersen, Kattegat Strand Camping, blev så træt af at rydde op på sin strand, at han satte et skilt op, der på tre sprog fortalte, at stranden er forbeholdt campingpladsens gæster. Men det er den ikke. Ifølge Naturbeskyttelsesloven har alle adgang til alle strande, og en strandejer må ikke hindre offentligheden adgang til sin strand - heller ikke med et skilt. - Det er i hvert fald i strid med loven, siger Anna Studsholt, Nordjyllands Amts plankontor om skiltningen. - Den går ikke, supplerer Aase Pedersen, amtets naturkontor, der i tilfælde af en klage, skal fortælle Jørgen Lund Pedersen, at skiltningen er i strid med loven. Men det bliver formentlig ikke nødvendigt, for foreholdt NORDJYSKEs oplysninger bedyrer Jørgen Lund Pedersen, at han vil undersøge reglerne og "kikke på formuleringerne på skiltet". - Hvis det er ulovligt, så må jeg tage det op, siger Jørgen Lund Pedersen efter i første omgang at have forklaret, at skiltet "bare er et oplysningskilt", der skal fortælle, at stranden "ikke er et offentligt område". - Det er jo ikke noget med at jage folk væk. Det kunne jeg aldrig drømme om, siger han og synes ikke, at skiltet siger, at folk ikke må gå på stranden. På skiltet står imidlertid med gule overskrifter på dansk, tysk og engelsk, at stranden er privat, og den kun er for gæster på Kattegat Strand Camping. Jørgen Lund Pedersen forklarer så, at han føler sig noget generet af gratister på hans campingplads. Altså strandgæster, der tager bad, benytter pladsens toiletter og sviner på stranden. - Vi er lidt hårdt ramt af folk, der tror, at det er ét stort offentligt område, og det er mig, der skal betale for at få ryddet op, siger campingpladsejeren, der mener, at en del af besøgene på campingpladsens toiletter skyldes, at de offentlig toiletter ved stranden umiddelbart nord for campingpladsen om sommeren ofte er "ulækre". Han siger videre, at han bruger meget tid på at fjerne affald, "folk sviner jo i dag", og han godt ville fortælle, at kommunen altså ikke renser stranden ud for campingpladsen. I øvrigt er han af den formening, at hans matrikel gik helt ud til vandet. Det gør den for såvidt også, men offentligheden er altså sikret adgang til området imellem vandet og dér, hvor bevoksningen bliver sammenhængende grøn. Det vil sige, at en strandejer heller ikke kan formene publikum adgang til klitterne, oplyser Anna Studsholt. Jørgen Lund Pedersen gør i øvrigt opmærksom på, at det kun koster femten kroner for badegæsterne at benytte campingpladsens faciliteter, men han forsikrer, at det famøse skilt skal væk, hvis det er imod reglerne eller støder nogen. - Jeg er jo ikke en mand, der er ude på at skabe splid, siger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...