Stranden er taget i brug

Hundelev 10. september 2002 08:00

HUNDELEV: Stemningen var som på en varm dag ved Vesterhavet, da HUI søndag indviede to baner til beachvolley ved Hundelev Skole. - Arealet har vi fået stillet til rådighed af skolen. Det har ligget ubrugt hen i flere år, fortalte Mette Sørensen, der er formand for Hundelev Idræts- og Ungdomsklub. Banerne har idrætsforeningen selv lavet med cirka 100 kubikmeter sand og omkring 20.000 kr. - fortrinsvis tjent af medlemmerne ved at servere ved forskellige arrangementer. - De har længe været i brug og er især et hit blandt skolens elever. Men den officielle indvielse skulle vente, til sommerferien var overstået, så alle kunne være med, lød det fra formanden. Om ikke alle i Hundelev og omegn, så i hvert fald mange, benyttede sig af søndagens fine vejr til at slå en smut omkring banerne, hvor papirflag bød velkommen. Det samme gjorde også Bjarne Therkelsen til en lille turnering, som Helle Therkelsen havde arrangeret. Ifølge idrætsforeningens formand er det Helle Therkelsens fortjeneste, at mange børn og unge i Hundelev er interesseret i volleyball. - Hvem tør stille op, havde Helle Therkelsen forinden provokerende spurgt naboer, bekendte, venner og alle andre i byen. Og det turde blandt andre Vibsen mod Sejstrupvej, som kæmpede bravt i det varme sand med at få bolden over nettet. Længe så det da også ud til, at Sejstrupvej-holdet skulle vinde over Vibsen alias Vibeke Jensen,der sammen med sin bror og to sønner gav modstanderne kamp til både side- og baglinje og vandt 25-23.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...