Handicappede

Stranden skal være handicapvenlig

Socialdemokrater ønsker "fortov" frem til vandkanten ved Tranum og vandrerhjem

TRANUM:Kørestolsbrugere og andre handicappede skal have lettere adgang til vandkanten ved Tranum Strand, mener Socialdemokraterne i Brovst. Derfor har partiet sendt et forslag til teknisk udvalg om etablering af et "fortov" fra p-pladsen og frem til vandkanten. - Alle handicap-organisationer presser meget på for at få lettet adgangen til strandene for de handicappede. Der bør være mindst én strand i hver kommune med badestrand, hvor der er handicapvenlige forhold, men her i Brovst er ingen af strandene særlig gode for de handicappede, siger Erling Jacobsen fra den socialdemokratiske byrådsgruppe. - Man kan også forestille sig, at der i fremtiden kommer et krav om, at der skal være ordentlige forhold for handicappede på stranden, hvis man vil have det Blå Flag, tilføjer han. Ud over handicappede vil også forældre med barnevogn have glæde af et strandfortov. Erling Jacobsen forestiller sig, at der placeres en række stålriste i forlængelse af hinanden, så de danner et stål-fortov fra p-pladsen til vandkanten. - Fortovet skal fremstilles på en sådan måde, at det let kan flyttes og fjernes uden for sæsonen. Jeg tror, det kan gøres forholdsvis billigt, siger Erling Jacobsen. Han tilføjer, at det vil være oplagt at lade fortovet udvikle og fremstille i samarbejde med en lokal virksomhed. - Jeg har faktisk allerede snakket med en lokal virksomhed, som synes, det lyder som et spændende projekt, siger det socialdemokratiske byrådsmedlem. Vandrerhjem Strand-fortovet er kun det ene af flere forslag, Socialdemokraterne har sendt til teknisk udvalg. Partiet foreslår også, at der etableres et vandrerhjem. Den optimale placering er Tranum Strandgård, men der kan også være andre egnede steder. - Et vandrerhjem er en stor mangel i Brovst Kommune. Cykelturismen vinder mere og mere frem. I den forbindelse er vandrerhjem en oplagt overnatningsmulighed, siger Erling Jacobsen. Han siger, at der allerede for 17 år siden var tanker om et vandrerhjem i Brovst Kommune. Men dengang var der problemer med de overordnede beslutningsorganer. - Argumentet for at sige nej til et vandrerhjem var dengang, at der var for kort afstand til de øvrige vandrerhjem i området. Men det argument synes jeg ikke, vi umiddelbart skal acceptere. Der er behov for et vandrerhjem også i Brovst Kommune, siger Erling Jacobsen. Socialdemokraterne vil også have et Blå Flag ved Ejstrup Strand. - Når vi har to strande ved vestkysten, mener jeg også, vi skal have to Blå Flag. Stort set alle andre kommuner med flere strande ved vestkysten sikrer sig et flag til alle deres strande, siger han. - Ikke mindst de udenlandske turister betragter Blå Flag som en officiel anerkendelse af kvaliteten for den pågældende strand, siger Erling Jacobsen, som af Kommuneforeningen i Nordjylland er udpeget til at sidde i Blå Flag komiteen.