Strandet hval blev reddet på Læsø

Tre mand måtte tirsdag eftermiddag hjælpe en strandet næbhval tilbage ud i havet

Heidi Majgaard B. Pedersen
Privatfoto: Per Bay.
Læsø 21. februar 2018 15:39 - Opdateret 21. februar 2018 19:21

LÆSØ: Tirsdag eftermiddag var Per Bay fra Vesterø Havn på Læsø taget ud til Stokken ved Læsø for at gå en eftermiddagstur med sin hund, som han har gjort det mange gange før. Men denne eftermiddag stødte han på noget helt usædvanligt. En næbhval var strandet tæt på vandkanten.

- Jeg er stadig træt i dag. Jeg er mere træt, end jeg nogensinde har været, da jeg arbejdede, siger Per Bay, der i dag er pensionist.

Klokken var omkring 15.00, og der var lavvande, da Per Bay opdagede den strandede Næbhval. Han fór ud i vandet for at se, om hvalen stadig var i live, hvorefter han straks begyndte at hjælpe den.

Han fik ved egen kraft vendt hvalen, så den ikke længere pegede ind mod strandkanten. Han tog hurtigt et billede af hvalen, som han delte i et Facebook-opslag, hvor han spurgte, om der kunne komme nogle og hjælpe, for en næbhval vejer normalt omkring et ton.

- Flere gange mens jeg selv stod med den, lagde den sig om på siden, og så var det jo med at komme væk. Hvis jeg kom i klemme derunder, så var vi jo begge strandet, fortæller Per Bay.

Ventede længe på hjælp

Der gik dog næsten et par timer inden, at hjælpen ankom. Per Bays svoger kom sejlende i en kajak og senere stødte ejendomsmægleren Henrik Thomsen også til. - Lige inden de kom, så kom jeg rigtig meget i tvivl, om det overhovedet ville lykkes, og jeg undrede mig over, hvorfor der ikke var kommet nogen endnu, siger Per Bay.

Tilsammen fik de skubbet hvalen tilbage ud i vandet, og blev ved med at kigge efter den, indtil den for fuld fart svømmede tilbage i havet.

- Det var simpelthen en lettelse, at se den svømme væk. Det er jo et stort dyr, men jeg fornemmede at den godt vidste, at vi var der for at hjælpe den, selvom jeg jo ikke har noget at have det i, griner Per Bay.

Efterfølgende er Per Bay også blevet kontaktet af Zoologisk Museum, der ville høre mere om hans oplevelse med næbhvalen, som sjældent er set i Danmark.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...