Strandhotel undgår i 11. time 200 fyringer efter lønhjælp

200 af de 373 ansatte på Marienlyst Strandhotel stod til coronafyringer, men ny lønaftale redder deres job.

KØBENHAVN:Det er i noget nær sidste øjeblik, at Michael Lauritsen, der er administrerende direktør ved Marienlyst Strandhotel, kan ånde lettet op.

Han undgår nemlig at fyre 200 ansatte, som han onsdag varslede stod til en opsigelse. Det oplyser Michael Lauritsen til TV2 Lorry.

- Jeg er meget, meget glad og lettet. Også på mine medarbejderes vegne. At sende dem hjem i går med en besked om, at de nok skulle fyres, var hæsligt.

- Det var helt urimeligt. Men så i dag at kunne sige til dem, at det alligevel bliver en god jul, vi reddet, det var virkelig dejligt, siger han til mediet.

Redningen er en aftale om at genindføre lønkompensation. Aftalen er indgået af regeringen og arbejdsmarkedets parter torsdag.

Ordningen gør det muligt for arbejdsgivere inden for visse brancher at sende deres medarbejdere hjem med kompensation for dele af lønnen fra staten.

Og det skabt ro på strandhotellet i Helsingør. I hvert fald for den næste tid.

Strandhotellet har eksisteret siden 1861. Foruden hotel er der også restaurant og spa, men de dele er begge tvangslukket på grund af coronapandemien.

Selve hotellet må dog gerne holde åbent, og det er humlen i det hele, fordi der er ifølge den administrerende direktør ingen, der booker værelser, når de så kun kan nyde havudsigten.

- Så det hele er reelt tvangslukket, sagde han onsdag til TV2 Lorry.

Men da hotellet teknisk set ikke var tvunget til at lukke, var det - indtil torsdag - ikke berettiget til lønkompensation.

Hoteldirektør vil nu kæmpe for, at det også bliver muligt at få dækket nogle af de faste udgifter, stedet har. Marienlyst Strandhotel har hver måned faste udgifter for tre-fire millioner kroner, når man ser bort fra udgifter til løn.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.