- Strandpark bør have en ny chance

Frydenstrand Strandpark løb ud i sandet i 2004

Frederikshavn 30. december 2004 05:00

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn satte mange projekter på bedding i 2004, året hvor porten til Det Nye Frederikshavn blev åbnet på vid gab. Et enkelt projekt, som skulle genskabe fordums badeliv ved Frydenstrand til glæde for såvel de lokale som turister, endte dog som en maveplasker. Frydenstrand Strandpark løb ud i sandet. Helt fremme ved strandkanten rystede politikerne så meget i badebukserne, at projektet blev taget af bordet. Sendt til hjørnespark til en uvis fremtid. Ingen ved om kampen bliver genoptaget eller fløjtet definitivt af. Tilbage sad en gruppe initiativtagere og måbede. De havde arbejdet med planerne i otte år og ventede nu blot på go-signalet til, at de kunne fortsætte med næste etape: arbejdet med at skaffe økonomi bag projektet hos diverse fonde og investorer. Ikke være bekendt - Initiativgruppen har ikke fået en chance for at bevise, at de kan få økonomien til at hænge sammen. Det kan vi ikke være bekendt, siger Arndt Hüttel, som interesseret har fulgt projektet. Han mener, at byrådet har givet initiativgruppen en dårlig behandling. - Verden ville have set anderledes ud, hvis ikke man gav den slags mennesker en ærlig chance. Her har vi en gruppe aktive borgere, som griber politikernes opfordring til at kaste idéer op i luften og engagere sig i byens udvikling. Det er altså otte år siden, de startede, og hele vejen har politikerne bakket op - lige indtil beslutningen skulle tages. Arndt Hüttel er ikke i tvivl om, at en strandpark ved Frydenstrand kunne blive et trækplaster. - Se hvad der sker omkring Amager Strandpark og Køge Bugt for slet ikke at tale om det gamle Østtyskland, hvor Østersøkysten omkring Rügen er blevet en guldgrube med turisme og rekreative områder. Havet har i generationer giver frederikshavnerne føden. Det kan det fortsat gøre, men på en ny måde, siger Arndt Hüttel. Han opfordrer byrådet til at give projektet en ny chance i 2005. - Lav det i etaper, men lad først og fremmest initiativgruppen få en chance for at søge fonde og investorer om midler til projektet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...