Turisme

Strandpromenade et plus for hele byen

Ejere af campingpladser jubler over, at strandpromenade skal forlænges

SÆBY:Det har skabt glæde på Hedebo Camping og Svalereden Camping, at de lokale politikere sætter penge af til en forlængelse af strandpromenaden på 2004-budgettet. Ifølge NORDJYSKEs oplysninger er planen, at strandpromenaden i første omgang forlænges til Hedebo Campings sydlige hjørne. - Det er et kæmpe plus. Ikke bare for os, men for hele byen. Et projekt, der vil få stor betydning for Sæby som turistby, siger Eric Christensen, ejer af Hedebo Camping. Han fortæller, at campisterne ofte spørger, om man kan gå til Sæby langs stranden. - Og det kan man jo godt, men det falder ikke naturligt. Det vil det gøre, når promenaden er ført ud til os. Der vil blive en vældig trafik af både campister og lokale. Nord- og midtby vil blive bundet tættere sammen, siger Eric Christensen. Magiske oplevelser Han mener, at en forlænget strandpromenade vil have uvurderlig betydning for kvaliteten af den ferie, turisterne får i Sæby. - Når vi er sydpå, nyder vi jo selv strandpromenaderne. Her får man magiske naturoplevelser. Ser himmel og hav mødes, fletter fingre på en bænk og nyder livet. Det er noget af det, man tager med sig hjem og giver en lyst til at komme tilbage. Samme effekt kan vi skabe her i Sæby, for nordstranden er jo meget malerisk, siger Eric Christensen. Lidt længere væk ligger Svalereden Camping. Ejer Karsten Nielsen er også en varm fortaler for en forlængelse af strandpromenaden. - Vi føler os nogle gange lidt glemt herude. Og jeg håber bestemt ikke, at det sker igen. Derfor vil jeg appellere til, at man forlænger promenaden som etapeprojekt over få år, så den snart når ud til os. Sker det, vil det få stor betydning - ikke bare for campingpladserne, men for hele byen, siger Karsten Nielsen, der som sin kollega mener, at en strandpromenade giver gæsterne unikke oplevelser. Hyggelig og køn - Det er perfekt, hvis man kan gå helt fra campingpladserne og ind til byen og en havn, som jo både er hyggelig og køn. Det giver turisterne en totaloplevelse, og det er den slags, men husker, siger Karsten Nielsen. Som omtalt i disse spalter forleden, håber de lokale politikere, at campingpladserne i et vist omfang vil bidrage til finansieringen af det store anlægsprojekt. Det ønsker hverken Eric Christensen eller Karsten Nielsen p.t. at kommentere. - Vi vil gerne have en officielt henvendelse, før vi tager stilling til det, siger Eric Christensen.