Strandtoilet er permanent låst
Badegæster kan vælge mellem at gå op i klitterne, tisse i vandet - eller gå en kilometer for at komme på toilettet
Opdateret 20. maj 2022 kl. 09:51
FREDERIKSHAVN: Badegæster slænger sig i liggestoleved Palmestranden, og ishuset dér er insted fra morgen til sen aften for unge, både frederikshavnere og turister.
Her er kræset for badegæsterne med boldbaner, borde og bar og palmer.
Lidt længere nordpå, for enden af Apholmenvej, ligger Frederikshavns oprindelige, bynære badestrand med handicapvenlig betonsti næsten ud til vandet.
Den strand bliver der ikke kælet for, selv om den i år er godt besat med badegæster, både lokale, campister fra Nordstrand Camping og sommerhusturister.
Den store parkeringsplads ved stranden er delvis afspærret og bruges til oplagsplads.
Ishuset og toiletterne er lukkede, og ukrudtet gror højt omkring toiletbygningen.
- Det kan vi ikke være bekendt over for vore turister, siger Birgit Jensen fra Frederikshavn efter et besøg på stranden med veninde.
- Skal badegæsterne gå op i klitterne, når de skal på toilettet. Eller ud i vandet ? Hvem bryder sig så om at bade dér.
Efter en strandtur henvendte hun sig til kommunen, hvor en medarbejder forklarede, at lukningen af toiletterne er en politisk beslutning, men at der er åbne toiletter ved Palmestranden.
Der er godt en kilometer mellem de to strande.
- Det er altså langt gå, hvis man skal på toilettet, siger Birgit Jensen.
Ikke godt nok
Turistdirektør Lene Kappelborg er enig med Birgit Jensen i, at toiletter ikke skal være låste, når der er folk på stranden.
- Det er ikke godt nok, siger hun, og Turisthus Nord vil tage emnet op. I første omgang med kommunens forvaltning.
Der er i alt 19 offentlige toiletter ved strande i Frederikshavn Kommune.
- Og jeg mener ikke vi har spor for mange, siger Lene Kappelborg.
Hun siger, at man kunne overveje en fleksibel ordning og åbne flere toiletter, når der som i år er ekstra mange mennesker på strandene.
Den fleksibilitet oplever hun, at kommunens Park og Vej afdeling udviser med hyppigheden af tilsyn og ekstra rengøring af strandtoiletter denne sommer.
For få skyl
Det var en kommunal sparerunde i 2010-11, der førte til lukning af toilettet ved den nordlige badestrand og også flere andre offentlige toiletter.
Gitte Nielsen, Frederikshavn Kommune, oplyser, at beslutningen om hvilke toiletter, der skulle lukkes, blev truffet ud fra hvor hyppigt, de blev benyttet.
Vandforbruget i det lukkede toilet ved stranden viste, at der ikke blev skyllet ud ret tit.
- Men de offentlige toiletter ved Palmestranden er ikke de eneste i området, oplyser hun.
- Der er også offentlige toiletter i roklubbens bygning på Rønnerhavnen, men skiltningen til dem er måske ikke tydelig nok.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.